Fortsæt til indhold

Tradium udvider: Giver flere elever plads til fremtidens bilteknologi

Uddannelsesinstitutionen udvider rammer, så eleverne kan følge med udviklingen i autobranchen.

Samfund
ceb

Ved uddannelsesinstitutionen Tradiums mobilitetscenter på Blommevej i Randers blev en ny autohal indviet fredag 25. september.

Her får skolens personvognsteknikerelever markant mere plads og nye muligheder for at arbejde med den teknologi, de kommer til at møde ude på værkstederne.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hallen rummer 21 lifte og et fleksibelt værkstedsområde med plads til op mod 70 elever. Faciliteterne understøtter undervisning i både traditionelle biler og el- og hybridbiler og afspejler dermed en autobranche, hvor teknologien udvikler sig hurtigt.

Elever fra personvognsteknikeruddannelsen var med til indvielsen. Pressefoto

»Den efterspørgsel, der er i branchen, vil vi jo gerne være med til at imødekomme ved at uddanne dygtige unge mennesker. Men det kræver jo også, at vi har gode rammer at uddanne dem i. Samtidig er det også en udvidelse, som bygger på mange års faglighed her på stedet. Så der er plads til både fortiden, nutiden og fremtidens teknologier,« sagde Daniel Dallerup, der er bestyrelsesformand ved Tradium, i sin tale.

Bestyrelsesformanden havde fået til opgave at klippe snoren til den nye bygning sammen med Randers Kommunes borgmester, Rosa Lykke Yde (SF), og personvognsteknikerelev Oliver Erbs, som er i lære hos Aaresøn Biler/AutoPartner.

Den nye autohal rummer 21 lifte og et fleksibelt værkstedområde med plads til op mod 70 elever. Pressefoto

Forberedt til nye og velkendte teknologier

Mekanikeruddannelsen skiftede 1. august officielt navn fra ”personvognsmekanikeruddannelsen” til ”personvognsteknikeruddannelsen” og er samtidig blevet opdelt i to specialer: elbiler og biler med forbrændingsmotorer.

Den nye autohal er derfor en oplagt udvidelse af Tradiums mobilitetscenter, hvor skolen allerede har etableret et uddannelsescenter med fokus på blandt andet el- og hybridteknologi.

»El- og hybridbiler stiller helt nye krav til både viden, sikkerhed og ikke mindst håndværk. Derfor er det afgørende, at vores uddannelser følger med, og det har Tradium gjort. For når en branche forandrer sig, skal vores unge jo ikke uddannes til et arbejdsmarked, der var engang. De skal have kompetencer med ind på det arbejdsmarked, som de møder i morgen. Så stort tillykke til Tradium og til alle jer, der har været med. Det er en flot investering i autobranchen, og først og fremmest er det en flot investering i mennesker og i fremtidens Randers,« sagde Rosa Lykke Yde i sin tale.

Se video: