Fortsæt til indhold

Chef med tung ledelseserfaring tager over på hospice

MPH-uddannede Jeanette Ziska skal som ny hospicechef stå i spidsen for at udvikle faglighed, omsorg og samarbejde på tværs af hele organisationen hos Hospice Djursland og Strandbakkehuset .

Samfund

Hospice Djursland og Strandbakkehuset har ansat Jeanette Ziska som ny hospicechef.

Den nye chef er uddannet jordemoder og har en Master of Public Health fra Aarhus Universitet.

Hun tiltræder stillingen 1. november 2026 og kommer med mange års ledelseserfaring fra sundhedsvæsenet, senest som chefjordemoder på Aarhus Universitetshospital fra 2020 til 2026.

Tidligere har hun været chefjordemoder på Regionshospitalet Horsens i syv år.

Hun kombinerer stor ledelseserfaring med et tydeligt menneskeligt og relationelt fokus og har samtidig både blik for den daglige drift og lysten og evnen til at udvikle en organisation.

Grundig proces

»Vi har gennemført en grundig proces med et stærkt ansøgerfelt, og i Jeanette har vi fundet en erfaren og værdibåret leder med et indgående kendskab til sundhedsvæsenet. Hun kombinerer stor ledelseserfaring med et tydeligt menneskeligt og relationelt fokus og har samtidig både blik for den daglige drift og lysten og evnen til at udvikle en organisation,« siger bestyrelsesformand Jørgen Keinicke.

Hospicechefens opgaver omfatter den strategiske, organisatoriske og administrative ledelse af både Hospice Djursland og Strandbakkehuset. Sammen med ledergruppen skal hospicechefen sikre høj faglighed, kvalitet og omsorg og styrke organisationens position og den palliative indsats i samarbejde med regioner, hospitaler, kommuner og øvrige samarbejdspartnere.

Toptunet til opgaven

Jeanette Ziska ser frem til at begynde i stillingen.

»Jeg glæder mig meget til at lære Hospice Djursland og Strandbakkehuset, medarbejderne, de frivillige og samarbejdspartnerne at kende. Jeg tiltrækkes af en organisation med et stærkt værdigrundlag og en opgave, hvor høj faglighed, omsorg og menneskelighed skal gå hånd i hånd. Jeg kommer med stor respekt for det, der allerede er skabt, og glæder mig til sammen med medarbejdere, ledelse og bestyrelse at være med til at udvikle organisationen videre.«

Jeanette Ziska har erfaring med organisations- og kulturudvikling, ledelse af ledere, arbejdsmiljø, rekruttering og tværfagligt samarbejde. På Aarhus Universitetshospital har hun blandt andet stået i spidsen for udvikling af ledelseskultur og arbejdet med at skabe fælles ansvar og samarbejde på tværs af organisationen.

Skal have tid

Jørgen Keinicke fremhæver, at Hospice Djursland og Strandbakkehuset står på et stærkt fundament, men at organisationen skal udvikle sig i takt med et sundhedsvæsen i forandring.

»Hospice Djursland og Strandbakkehuset står på et stærkt fundament, men vi skal også udvikle os i takt med et sundhedsvæsen i forandring – ikke mindst i lyset af sundhedsreformen. Her vil Jeanettes erfaring, energi og udviklingsorientering blive værdifuld. Først og fremmest skal hun naturligvis have tid og rum til at lære organisationen og menneskene at kende,« siger Jørgen Keinicke.

Et solidt fundament

Bestyrelsen retter en stor tak til den konstituerede hospicechef, Rikke Steentoft Munch, ledergruppen og alle medarbejdere for indsatsen i overgangsperioden.

»Det har været en periode, der har stillet ekstra krav til organisationen. Der er blevet taget et stort ansvar, og samtidig er den daglige opgave blevet løftet med den faglighed, omsorg og stabilitet, som kendetegner Hospice Djursland og Strandbakkehuset. Det fortjener en stor anerkendelse. Det betyder også, at Jeanette overtager en organisation, der står på et solidt fundament,« siger Jørgen Keinicke.

To stoppede på samme tid

Hospice Djursland og Strandbakkehuset Børne- og Ungehospice oplevede i foråret, at både hospiceleder Elin Høymark og oversygeplejerske Lisbeth Refshauge Højer valgte at fratræde deres poster.

»De to har valgt at stoppe uafhængigt af hinanden, og det er selvfølgelig bad timing og branduheldigt, men både Hospice Djursland og Strandbakkehuset Børne- og Ungehospice er heldigvis i så god gænge, at vi nok skal klare at fylde det tomrum ud, som er opstået,« lød det fra Jørgen Keinicke til Din Avis før sommerferien.

Elin Høymark, der tiltrådte som hospiceleder 1. maj 2023, stoppede formelt 15. maj efter lidt mere end tre år som leder.

Elin Høymark overtog posten efter Dorit Simonsen, der var ansat som leder i 2006 og var med til at opføre Danmarks første nybyggede børnehospice i 2020.

Oversygeplejerske Lisbeth Refshauge Højer varetog lederposten på Strandbakkehuset Børne- og Ungehospice siden opstarten for seks år siden.

Næste skridt

Med ansættelsen af Jeanette Ziska som ny hospicechef er næste skridt at finde den nye leder til Strandbakkehuset.

Her vil den nye chef naturligvis være med i ansættelsesudvalget.

Hospice Djursland ejes og drives som en selvejende institution og fungerer som en integreret del af det offentlige sundhedsvæsen via en fast driftsoverenskomst med Region Midtjylland.

Se video: