Fortsæt til indhold

Berygtet slagter får igen, igen, igen sur smiley og bøde

Beskidte kondensvand dryppede på uemballerede færdig- og råvarer.

Samfund

Hårby Slagteren nord for Skanderborg er efterhånden mere kendt for sine mange sure smileyer end for sine skinker eller pølser.

For blot at tage et eksempel blev det i 2024 til én glad smiley og tre sure.

Billedet af en slagtervirksomhed med hygiejneproblemer ændrer en nyligt offentliggjort rapport fra Fødevarestyrelsen ikke på. Også her bliver det til en smiley med et nedadvendt smil.

Ved et uanmeldt besøg hos slagteren på Den Grønne Vej i Hårby har Fødevarestyrelsen konstateret listeria i afløbet.

I virksomhedens rum til hakning af kød var en rist fra et gulvafløb placeret på et arbejdsbord. Fordi bordet anvendes til at håndtere og opbevare rent udstyr, er der risiko for kontaminering af fødevarer, lyder det.

I kølerummet ved pølsemageriet spottede Fødevarestyrelsens kontrollant skimmellignende kolonier samt beskidt og dryppende kondensvand på undersiden af en kasse ved køleenheden. Direkte under kassen var der uemballerede færdig- og råvarer.

Ud over en sur smiley modtog Hårby Slagteren, der ejes af slagter Niels Juul Nielsen, et bødeforelæg på 15.000 kroner.

Dette medie har fredag 2. oktober talt med Niels Juul Nielsen. Han har ingen kommentarer til den seneste smiley-rapport.

Se video: