Robot skal afværge brækkede lemmer og hjælpe snehærgede veje, der ellers ofte må vente
Havnefronten i Aarhus bliver en af to nye testzoner for selvkørende robotter. På havnen skal en 50 kilo tung robot afværge benbrækkende faldulykker og gøre det muligt for kommunens vinterberedskab at komme ud til de mindre veje, som man i dag har svært ved at prioritere, lyder det fra byens teknik- og miljørådmand.
En robot, der selv kan salte glatte fortove og fodgængerzoner, og en robot, der kan tage sig af ukrudt på den lokale kirkegård.
Det kan blive virkelighed inden for den nærmeste fremtid. I hvert fald er man i Aarhus allerede nu så småt gået i gang med at teste netop de to ting på henholdsvis havnen mellem Navitas og Dokk1 og Vestre Kirkegård.
Aarhus Kommune har nemlig indgået et samarbejde med to lokale robotvirksomheder, som nu har fået stillet to områder til rådighed, hvor de kan teste deres robotter.
En af dem er lokale Capra Robotics, der er i gang med at udvikle en selvkørende robot, der kan salte fortove og gangarealer, og der har Viby-virksomheden fået tilladelse af Færdselsstyrelsen til at teste på arealet bag Dokk1 og hen til Navitas.
»Det betyder alt, at vi nu får lov til at teste vores robot her i dagtimerne. Vi har et laboratorium i virksomheden, hvor vi tester vores egne robotter internt, men det er klart, at vi kan ikke teste en robot, som skal bruges i den virkelige verden, inde på et lukket arbejdsområde. Det giver ingen mening,« siger Lars Hee Hansen, kommerciel direktør for Capra Robotics.
Det her svarer til, at en håndværker går fra at have en skruetrækker til at få en boremaskine. Vi bliver simpelthen mere effektive, vi kan nå længere ud, og vi kan også komme ud på de mindre veje tidligereNicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune
Får helt sikkert en overraskelse
Tilladelsen til at teste selvkørende robotter i det offentlige rum og i dagtimerne, hvor der er »almindelig færdsel«, som det hedder i færdselsloven, er lidt af et nybrud.
For et par år siden fik Capra Robotics ellers også lov til at teste deres selvkørende robotter. Dengang ved Musikhuset, men med betingelsen fra Færdselsstyrelsen, at det skulle ske i tidsrummet kl. 5-7 om morgenen, hvor der stort set ikke var nogen mennesker.
»Og det fik hverken vi eller kommunen det store ud af,« fortæller Lars Hee Hansen.
»Så de her testmiljøer er ufattelig vigtige for, at vi kan videreudvikle og færdigudvikle vores løsninger til, at de rent faktisk på sigt kan blive sluppet løs i bymiljøet,« siger han.
Men der er vel en risiko for, at der kan ske noget uforudset?
»Ved du hvad, det er faktisk det eneste, jeg kan love dig, at der kommer til at ske. Der kommer til at ske noget, vi ikke var forberedte på, og det er jo lige præcis derfor, vi også gør det her. For vi kommer forhåbentlig til at få mange positive overraskelser. Men det kan også godt være, der kommer en enkelt ubehagelig overraskelse, som vi ikke havde set komme. Men den slags kan vi kun blive klogere på, når vi tester uden for laboratoriet,« siger Lars Hee Hansen.
Når det er sagt, er det dog trods alt svært at forestille sig, at den lille selvkørende robot skulle forårsage de helt store ulykker. For den vejer kun 50 kilo og har en topfart på 6 km/t, hvilket svarer til et raskt gåtempo.
Robotten er derudover også forsynet med lys, som man kender det fra en bil. Et rødt lys, der markerer, at nu bremser den og blinklys, der viser, at den drejer.
I første omgang skal robotten, der kører på testarealet bag Dokk1 og hele vejen hen til Navitas, blot lære ruten og navigere sikkert uden om mennesker. Men når vi kommer hen mod starten af november, er det allerede planen, at man så småt også begynder at teste robotten med en saltningsenhed på.
For det er i første omgang med saltningen af isglatte gangarealer, man satser på, at robotten fra Capra Robotics kan hjælpe kommunen i den nærmeste fremtid.
Skal nå længere ud
Det er en relativt ny lovgivning på området, der kom sidste år, som har gjort det meget lettere for kommunerne og virksomheder at teste robotterne i områder, hvor der er almindelig færdsel.
Mens det er Færdselsstyrelsen, der helt officielt giver lov til, at robotten kan testes på havnen, så er det Aarhus Kommune, der har stillet området til rådighed.
Og Teknik- og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) ser en række store perspektiver i robotsatsningen:
»For det første får vi forhåbentlig som nogle af de første noget teknologi, der virker. Det vil vi jo rigtig gerne. Men vi vil også gerne være med til at skubbe til udviklingen. Vi vil gerne tiltrække virksomheder, som har de her nye teknologier. Det kan være på det grønne område, men det kan også være som her på robotteknologiområdet,« siger han.
Ud over at sikre, at færre folk forhåbentlig falder og brækker benene på spejlglatte veje, så vil en selvkørende saltspredningsrobot også kunne frigive arbejdsopgaver for kommunens vinterberedskab.
Teknik- og Miljø-rådmandens håb er, at når teknologien er blevet gennemtestet og kan komme ud i større skala, så kan vintertjenesten i højere grad også begynde at prioritere snerydning og saltning af de mindre veje. Eksempelvis klasse 3- og klasse 4-veje, som man i dag kan have sværere ved at prioritere, når der er langvarige eller massive sne- og isproblemer.
Men kan det her ikke også være noget, der koster arbejdspladser?
»Nej, for vi har brug for alle de kræfter, vi kan få. For når sneen falder, så har vi brug for alle mand på dæk. Det her svarer til, at en håndværker går fra at have en skruetrækker til at få en boremaskine. Vi bliver simpelthen mere effektive, vi kan nå længere ud, og vi kan også komme ud på de mindre veje tidligere,« siger Nicolaj Bang.
»Vi kan måske også sende dem ud på steder, hvor det kan være svært for større maskiner at komme frem. Så det her vil øge niveauet af den service, som vi jo gerne vil give borgerne i Aarhus, og vi kan få mere snerydning for pengene,« lyder det fra rådmanden.
Kan være klar til vinteren 2027
Det er Mick Have, der er teamleder i kommunens entreprenørenhed og hovedvagt i vinterberedskabet, og hans kollegaer, der skal have glæde af saltspredningsrobotten – såfremt testen på havnen i Aarhus altså viser sig at være en succes. Og her føler man sig ikke truet af maskinen:
»Vi får noget, der kan være et supplement til vores dagligdag, lidt ligesom en robotplæneklipper er det i dag. Det kan aflaste os, og vi kan finde nogle andre opgaver, som er lidt mere spændende – eller tungere, hvis man kan sige det sådan,« siger teamlederen.
I dag vil man skulle sætte mandskab og en traktor med en saltspreder af til at salte området omkring Dokk1, men her vil kommunens folk altså kunne bruge tiden på noget andet i fremtiden. Der vil dog stadig skulle bruges mennesker i de større maskiner til at fjerne sneen, som det er lige nu samt stå for saltningen af byens kørebaner.
Her er saltspredningsrobotten nemlig først og fremmest tiltænkt fortove og gangarealer, og der kan man også forestille sig maskinen – foruden de større pladser ved havnefronten – eksempelvis skulle bruges på strøget.
Og robotterne kommer – og muligvis hurtigere, end vi lige går og tror.
»Jeg tror på, at vi har Capra-robotter i drift for Aarhus Kommune i anden halvdel af 2027. Det, der muligvis kan forsinke det, er, at lovgivningen ikke giver os lov til det. For vi skal have en kørselstilladelse til det,« siger Lars Hee Hansen.
Ambitionen fra både kommunen og Capra Robotics er i hvert fald klar. Robotterne skal ud at arbejde. Men først skal testforløbet, der er faciliteret af Aarhus Kommune og kommunens innovations og teknologi-afdelinger Aarhus City Lab og ITK, lige overståes. Testperioden varer til og med marts 2027.
Foruden Capra Robotics saltspredningsrobot på havnen, har Aarhus-virksomheden Heibjerg også fået tilladelse til at teste en robot, der kan fjerne ukrudt, på Vestre Kirkegård.
Det er ikke første gang, at Aarhus Kommune er involveret i robotprojekter. Kommunen har også tidligere samarbejdet med Capra Robotics og KK Tech om en såkaldt skodrobot, der kan samle cigaretskodder op, og så forsøgte kommunen sig også sidste år med en robotcafé i Generationernes Hus, hvor mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kunne betjene caféens gæster ved hjælp af fjernstyrede robotter.
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Facebook skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Facebook.
læser
lige nu