Fortsæt til indhold

Direktør stopper efter seks år: »Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået«

»Det har været en utrolig spændende rejse og et privilegium,« lyder det fra afgående direktør.

Samfund
csj

Efter knap 6 år i spidsen for Hammel Fjernvarme, har direktør, Bjørn Stender valgt at opsige sin stilling for at søge nye udfordringer .

Det skriver Hammel Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Bjørn Stender fortsætter i sin rolle indtil 31. december, »hvilket sikrer en stabil og ordentlig overdragelse af opgaverne,« lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:

Under Bjørn Stenders ledelse har Hammel Fjernvarme blandt andet gennemført en organisatorisk og kulturel udvikling, overtaget driften af Ans Fjernvarme samt truffet beslutning om at udfase affaldsforbrænding, for i stedet at elektrificere varmeproduktionen.

Fra bestyrelsesformand, Henning Stabell, lyder det:

»Vi vil fra bestyrelsens side gerne takke Bjørn for en stor indsats for Hammel Fjernvarme gennem de seneste seks år. Under Bjørns ledelse har virksomheden gennemgået en betydelig udvikling, både organisatorisk og strategisk, og han efterlader Hammel Fjernvarme godt rustet til de kommende års omstilling af varmeproduktionen.«

Bestyrelsesformanden siger, at direktøren og Hammel Fjernvarme »skilles på bedste vis.«

Den afgående direktør sætter også ord på sin tid i virksomheden:

»Det har været en utrolig spændende rejse og et privilegium at lede Hammel Fjernvarme hen imod elektrificering. Inden for de kommende år, vil der blive etableret en større akkumuleringstank, varmepumpe og el-patron, således at Hammel Fjernvarme er rustet til fremtidens, mere uforudsigelige energimarked.«

Han fortsætter:

»Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået, med såvel kollegaer som bestyrelse – ikke mindst set i lyset af alle de nye udfordringer som dagligdagen har været præget af, gennem min tid i virksomheden.«

Bestyrelsen har igangsat processen, med at finde en ny direktør, der kan videreføre virksomhedens strategiske retning og fortsatte udvikling.

Hvis en ny direktør ikke er tiltrådt inden 1. januar 2027, vil driftsleder Carsten Vestergaard varetage den daglige ledelse, indtil en permanent afløser er på plads.

Se video: