Skimmelsvamp i børnehave: Igen er indflytning udskudt for 109 børn
»Der er brug for mere tid til indflytning, systemtest og ibrugtagningstilladelser,« skriver dagtilbudsleder.
Den 1. juli lukkede Børnehuset Guldsmeden i Skovby, efter der blev konstateret skimmelsvamp i to vægkonstruktioner og under et linoleumsgulv, hvor svampen har været indkapslet i gulvkonstruktionen.
Det betød, at institutionens børnehave- samt vuggestuebørn blev genhuset tre forskellige steder dels i Skovby, dels i Galten.
I første omgang forventede man, at børnene kunne vende tilbage efter en måneds tid, men siden har Teknologisk Institut taget flere prøver, og de viser, at arbejdet bliver langt mere omfattende – og dyrt – end først antaget.
Derfor er genindflytningsdatoen rykket til 1. november 2027.
Som en midlertidig løsning er et modulbyggeri på vej op ved siden af Børnehuset Guldsmeden, hvor alle børnehusets børn skal flytte ind. Planen var 1. november, men nu er indflytningsdatoen her også rykket – dog ”kun” til 16. november.
Det skriver dagtilbudsleder Helle Lund-Pedersen til forældre på Aula.
»Endnu engang tak for jeres forståelse og samarbejdsvilje i forbindelse med situationen omkring Guldsmeden. Det er en ekstraordinær situation, som vi står i og jeg er helt bevidst om, at det også kræver en stor indsats af jer som forældre,« indleder hun.
»Både interne og eksterne aktører har arbejdet intensivt på at etablere modulbyggeriet med den indvendige indretning, de nødvendige forsyninger og indhegnede legearealer for både vuggestue- og børnehavebørn. Undervejs i modulbyggeriet har blandt andet jordarbejde, de samlede forsyningsarbejder og branddørsleverancer medført, at der er brug for mere tid til indflytning, systemtest og ibrugtagningstilladelser,« skriver hun desuden.
Hun slutter af med at takke forældrene for deres »fleksibilitet og samarbejdsvilje i denne ekstraordinære situation.«