Nye elkabler på vej: Lodsejere får tilbud om frivillige aftaler
Udbygningen af elnettet mellem Aarhus og Aabenraa har udløst protester og ændringer af linjeføringen. Nu får lodsejere, der berøres af nye jordkabler, mulighed for at indgå frivillige aftaler med Energinet.
Lodsejere, der får nye 150 kV-jordkabler gennem deres ejendomme, får mulighed for at forhandle en frivillig aftale med Energinet om vilkår og erstatning.
Det oplyser rådgivningsvirksomheden Spiras i en pressemeddelelse. De første berørte lodsejere ventes at blive kontaktet i første halvår af 2027.
Kablerne er en del af den omfattende udbygning af elnettet mellem Aarhus og Aabenraa, som avisen tidligere har beskrevet.
Projektet omfatter både jordkabler, højspændingsstationer og 400 kV-luftledninger og har skabt bekymring blandt borgere, der risikerer at få anlæggene tæt på deres hjem.
Den nye udmelding om frivillige aftaler gælder de kommende 150 kV-jordkabler.
Ifølge Spiras vil alle berørte lodsejere blive kontaktet med et konkret tilbud. De får mulighed for dialog om blandt andet kablernes placering, erstatning og begrænsninger for den fremtidige brug af arealet.
Erstatningen tager udgangspunkt i Landsaftalen mellem Landbrug & Fødevarer, Green Power Denmark og Energinet.
»Selvom der er tale om en frivillig aftale, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man skriver under på. Kablerne skal ligge der i mange år, og aftalen kan få betydning for, hvordan man fremover kan bruge sin jord. Derfor anbefaler vi, at man får aftalen gennemgået, inden man skriver under,« siger jurist Ulla Eg fra Spiras i pressemeddelelsen.
Protester førte til ændringer
Elprojektet har tidligere mødt stor modstand – blandt andet i Aarhus. I oktober 2025 opfordrede et samlet byråd energiministeren til at finde en mere skånsom linjeføring og undersøge mulighederne for yderligere kabellægning.
Energinet modtog dengang flere end 800 henvendelser om projektet, heraf 350 med forslag til ændringer af anlæggenes placering.
I februar 2026 fremlagde selskabet et revideret forslag.
Som avisen beskrev, blev linjeføringen blandt andet flyttet tættere på E45 ved Lyngby og Åbo, mens luftledningen ved Edslev blev flyttet tættere på motorvejen og væk fra byen. Der blev også foretaget justeringer af flere jordkabelstrækninger.
Det er frivilligt, om lodsejerne vil indgå en aftale med Energinet. Et nej betyder dog ikke nødvendigvis, at kablerne ikke kan føres gennem ejendommen.
Hvis parterne ikke bliver enige, fortsætter sagen gennem den almindelige ekspropriationsproces, hvor Ekspropriationskommissionen tager stilling til vilkår og erstatning.