Fortsæt til indhold

Stilling Skole er den bedste folkeskole i hele landet til at løfte sine elever

Skolen ligger i år helt i top på både karaktergennemsnit og løfteevne. Skolelederen kommer her med sine bud på, hvad årsagen er.

Samfund

Skoleleder på Stilling Skole, Mona Langballe, kan ikke helt sætte fingeren på det. Det er svært at sige præcis, hvad det skyldes, og måske skyldes det nok i virkeligheden flere ting.

Men en ting er i hvert fald helt sikker: eleverne på skolen klarede sig helt forrygende ved deres obligatoriske eksamener før sommerferien.

Det gælder ikke kun selve karaktererne, der gav Stilling Skole en plads blandt de fem folkeskoler i Danmark, der fik det højeste karaktergennemsnit.

De klarede sig nemlig også væsentligt bedre end forventet. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

Skolens løfteevne lå efter årets eksamener på 1,2. Det betyder, at elevernes karaktergennemsnit var 1,2 højere, end man forventede, når man tager højde for blandt andet køn, herkomst og forældres uddannelses- og indkomstniveau – de såkaldte socioøkonomiske forhold.

Blandt de allerbedste

Måske lyder et karaktergennemsnit på 1,2 højere end forventet ikke af så meget. Men kun tre skoler i hele landet formåede at løfte deres elever mere end Stilling Skole i år – og det var alle tre privatskoler.

Stilling Skole er dermed den folkeskole, der har løftet sine elever allermest – dog sammen med Carl Nielsen-Skolen på Fyn og Stillinge Skole på Sjælland, hvis løfteevne i år også var 1,2.

»Det er dejligt,« siger skoleleder Mona Langballe, inden hun fortsætter:

»Men jeg ved ikke, om vi gør noget, som andre ikke gør. Men jeg ved, at det kræver nogle elever, der har lyst til at lære, og det havde vi på den her årgang.«

Hun har et par bud på, hvad succesen med at løfte elevernes karakterer skyldes.

»Siden 2024 har vi prioriteret at have to voksne i op mod ti lektioner om ugen i hver klasse fra børnehaveklassen til 9. årgang,« fortæller hun.

To giver mange muligheder

Ifølge skolelederen gennemførte Stilling Skole i 2025 en undersøgelse af to-voksne-ordningen.

»Det, eleverne sagde, var, at det gav mere arbejdsro, at der var hurtigere hjælp til den enkelte elev, og at den enkelte elevs behov i højere grad blev mødt. Både elever og medarbejdere oplevede, at lærere og pædagoger havde bedre tid til at lytte til og tale med eleverne. Medarbejderne oplevede også, at de fik flere perspektiver på børnene, styrket fællesskabet omkring de udfordringer, der kunne være, og at de kunne lære af hinandens fagligheder og forskelligheder,« siger Mona Langballe.

I indskolingen (til og med 3. klasse) er det oftest en pædagog, der er voksen nummer to i en klasse. På mellemtrinet (4. til 6. klasse) og i udskolingen (7. til 9. klasse) er det som regel to lærere, der er til stede.

»Når der er to voksne, kan mange forskellige arbejdsformer tages i brug. Man kan for eksempel lave en holddeling, der gør det muligt at have fokus på de allerdygtigste, og en holddeling, der gør det muligt at give nogle elever et læseløft. Nogle vælger at bruge de ekstra timer på tværs af årgangen. Så kan man måske dele eleverne på en årgang op i et stort hold og to lidt mindre grupper. Der er mange måder at gøre det på,« siger hun og fortsætter:

»Hvis der er mere behov for to voksne i en klasse i en periode, er der også mulighed for det. Så er der bare en anden klasse, hvor der er lidt færre to-voksne-timer. Det er meget fleksibelt på den måde, og vi kan rykke rundt med det. Jeg synes, det giver rigtigt god mening. Så er det nemmere at reagere.«

Hun fortæller, at det mest er lærerne selv, der styrer to-voksne-ordningen. Så kan de rykke de ekstra voksne rundt alt efter, hvad de ser som nødvendigt.

Stilling Skole har omkring 650 elever og 80 ansatte. Skråfoto: Klimadatastyrelsen

Et valg, der koster

Det er selvfølgelig ikke gratis at have to voksne i op mod ti lektioner i hver klasse hver uge.

»Det er en prioritering. Så er der nogle andre ting, som vi ikke gør. Men vi har valgt at gøre det her, og derfor har vi også været i dialog med lærerne, som er gået ned i forberedelsestid for at finansiere noget af det her,« siger skolelederen og fortsætter:

»Vi har også nogle timer i en timebank, som vi bruger til det her. Det er timer, der skal bruges på at løfte de svageste i dansk og matematik, og derfor kan vi bruge dem – selvom der ikke kun er to lærere på i de fag. Hvilke fag, der skal være to voksne i, er lærerne med til at vurdere.«

Men om det lige er to-voksne-ordningen, der i år har givet Stilling Skoles elever stor succes, er svært at svare på, men Mona Langballe tror på, at der har »stor betydning«.

»Jeg tror på, det hjælper, at der er to forskellige voksne i et klasselokale. Hver elev bonder bare bedre med nogle voksne end andre. Samtidig er der en større ressource for børnene at trække på,« siger hun.

Tager presset af

Mona Langballe har også andre bud på, hvad der fungerer så godt på Stilling Skole, at det i år har vist sig i elevernes karakterer.

»Det handler også om at have dygtige, engagerede medarbejdere, der arbejder tæt sammen og er nysgerrige på hinandens praksis. Jeg tror, det betyder meget for den faglige udvikling blandt vores medarbejdere,« siger hun og fortsætter:

»Når der er to voksne i en klasse, kan vi også stille spørgsmål til hinanden. ”Hvorfor gjorde vi sådan her? Kunne vi have gjort det på en anden måde?”. Jeg tror, løbende sparring betyder meget.«

Hun forklarer, at skolen desuden praktiserer det, hun kalder ressourcesyn, på både eleverne og blandt medarbejderne.

»Vi kigger på hinandens ressourcer i stedet for alt det, vi ikke kan. Vi skal stadig have øje for udfordringerne, men jeg tror, det betyder noget med en positiv tilgang. Så stiller vi passende krav og forventninger til børnene og de unge, og så kan vi se på, hvordan vi kan pushe det lidt,« siger hun og fortsætter:

»Børn og unge stiller rigeligt med krav til dem selv. Vi behøver ikke være med til at øge perfekthedskulturen. Det er rigtigt fornuftigt at begå fejl, for det lærer man af. Det budskab prøver vi at sende til eleverne.«

Tydelige værdier

Noget andet, som Stilling Skole aktivt arbejder med, er skolens værdier.

»Vi har for eksempel ordentlighed. Det betyder noget, at vi behandler hinanden ordentligt, og at vi taler ordentligt til hinanden. Her hilser børnene, når vi får gæster, og spørger, om de kan hjælpe med noget. Fællesskab er en anden værdi, og vi prøver at have så mange fællesskabende aktiviteter som muligt,« siger Mona Langballe.

Hun understreger, at det er et arbejde, der hele tiden er i gang, fordi skolen undervejs får nye medarbejdere, elever og forældre.

»Og det er ikke kun vores pædagoger og lærere, der er med til at skabe kulturen og den gode stemning. Det er også vores pedeller og medarbejderne i kantinen og på kontoret.«