Borgmester om lufthavnsmillioner: »Pengene er tabt«
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) glæder sig over aftaler med Heartland og Forsvaret, men han vil fortsat have kommunen ud af lufthavnsselskabet og ser nu frem mod håndtering af en eventuel EU-klagesag.
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) har ingen forventninger om, at Aarhus Airport bliver en guldrandet forretning for kommunens skatteborgere.
Det siger han, efter at et flertal i byrådet har godkendt en løsning, hvor lufthavnen sælger bygninger og arealer til Anders Holch Povlsens selskab Heartland, mens Aarhus Kommune omdanner cirka 290 millioner kroner i lån og renter til aktier.
Dermed slipper lufthavnen med et snuptag for den enorme gældsbyrde, og kommunens teoretiske mulighed for at få pengene tilbage er fortsat meget teoretiske.
»Pengene er på mange måder tabt. Er der et scenarie ude i fremtiden, hvor vi har rigtig mange passagerer, en sund økonomi, et godt rutenetværk, og at lufthavnsselskabet pludselig er blevet mange penge værd, så kan man enten trække udbytte ud eller sælge selskabet. Det scenarie er jo ikke i morgen,« siger Anders Winnerskjold.
»Det er målet, men jeg har ikke en forventning om, at Aarhus Airport bliver en guldrandet forretning for Aarhus Kommune. Det tror jeg ikke på.«
Heartland betaler 90 millioner kroner for lufthavnens resterende bygninger og arealer, som lufthavnen derefter skal leje tilbage. Samtidig køber Forsvaret yderligere et areal.
Driftsselskabet Aarhus Airport A/S bliver altså på kommunale hænder med Aarhus som 90 procents majoritetsejer, selv om ambitionen oprindeligt var at afhænde ejerandele til private.
For Anders Winnerskjold er løsningen først og fremmest en måde at sikre lufthavnens overlevelse.
»Vi er faktisk enormt glade for aftalen, for vi har mildest talt været en smule presset på likviditet. Så det her er en redning.«
Vil stadig ud
Men borgmesteren havde helst set et andet udfald.
»I den bedste af alle verdener havde jeg gerne set, at man havde solgt hele selskabet for år tilbage, men det har ikke vist sig muligt. I lyset af det er det her en god aftale.«
Ambitionen om at få kommunen ud af ejerskabet består dog, understreger han. Om det kan lykkes, vil han dog ikke love.
»Det ved jeg ikke, om vi kan, men vi skal gøre forsøget. Dybest set er der bedre ejere til at drive lufthavn, men det har vist sig sværere at sælge, end man troede før min tid som borgmester.«
Lufthavnens gæld til Aarhus Kommune består af et lån på 200 millioner kroner og cirka 90 millioner kroner i påløbne renter.
Din Avis afslørede i november 2024, at daværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) havde givet lufthavnen rentehenstand uden at involvere eller orientere byrådet. Nu bliver det samlede tilgodehavende omdannet til aktiekapital.
Anders Winnerskjold fremhæver, at hans prioritet har været at bevare lufthavnen.
»Vi gør, som vi gør, for at sikre infrastrukturen, fordi vi synes, at det er vigtigt for byens udvikling, vækst og meget andet. Pengene er tabt og i øvrigt afskrevet for år tilbage.«
Hvad har aarhusianerne fået for de 200 millioner skattekroner, som kommunekassen reelt har punget ud til lufthavnen?
»De har fået en moderne lufthavn. Det er fair at diskutere, om det er den rigtige disposition. Jeg har som borgmester forsøgt ikke at poste flere penge i lufthavnen, men haft fokus på at sikre infrastrukturen. Den er afgørende for byen og regionen.«
EU-sag lurer
Selvom den akutte økonomiske situation er håndteret, er lufthavnens problemer ikke løst.
Konkurrerende lufthavne i Aalborg og Billund har klaget til EU over den offentlige støtte til Aarhus Airport.
Ifølge Anders Winnerskjold har klagerne gjort det meget vanskeligt at sælge lufthavnsselskabet.
»Det har vist sig tæt på umuligt at foretage et salg i det klima, så det har mildest talt ikke været en hjælp.«
Kommunens advokater vurderer ifølge borgmesteren, at den nye gældskonvertering holder sig inden for statsstøttereglerne.
Han forklarer, at kommunen i den aktuelle situation har stået med to muligheder: konkurs med udsigt til at tabe mere eller den valgte løsning.
»Sagt på almindeligt dansk er det økonomisk mest rationelt for Aarhus Kommune at agere på den her måde, og derfor er det den juridiske vurdering, at det er inden for reglerne. Det læner jeg mig op ad.«
Han er mere usikker på udfaldet af en eventuel EU-behandling af tidligere lån.
»Der ligger også juridiske vurderinger på det, men hvis EU-kommissionen løfter sagen, som vi forventer, at den gør, så skal de tage stilling til det. Svaret kender jeg ikke, og derfor er alt jo ikke fryd og gammen lige nu.«
Hvad konsekvenserne bliver, hvis en EU-afgørelse går lufthavnen imod, tør Aarhus-borgmesteren ikke spå om.
»Det kan måske være et scenarie, hvor Aarhus Airport skal betale lånet tilbage til kommunen. Det vil nok være relativt svært. Men vi skal til at se på, hvad man kan gøre i forskellige scenarier.«
Hidtil har kræfterne været koncentreret om at sikre overlevelsen, forklarer han. Nu skal der arbejdes videre med at skabe en sund forretning og håndtere mulige EU-beslutninger.
»Derfor er jeg også ærlig og siger, at alt er ikke løst endnu. Med den situation vi er i nu, er aftalerne med Heartland og Forsvaret det bedst mulige resultat – ikke det perfekte resultat.«