Købmand til influencer-fest: »Vi er to tosser, som vil meget andet end at sælge mælk og brød«
»De ved, at vi er med på den værste. Vi er jo de skøre købmænd, som gør tingene lidt anderledes,« siger købmand om de reklamefilm med to store, danske influencere, som butikken har deltaget i.
Den årlige prisuddeling ’Simba Prisen’, hvor danske influencere hyldes, har netop fundet sted, og det var med deltagelse af en af Favrskovs købmænd.
Christian Møller, der driver Rema 1000 i Søften sammen med Anders Riis, var nemlig inviteret med.
Ikke fordi han selv er influencer – som sådan. Og så alligevel har han og Anders da mænget sig med de to store, danske influencere Mads Dyhr og Victor Fog det seneste halve år.
Det var netop derfor, at Søften-købmændene var inviteret med som gæster til ’Simba Prisen’ af Rema 1000 Danmark, der var partner på showet.
Købmændenes lille skridt ind i influencer-verdenen begyndte for et halvt år siden, hvor Rema 1000 Danmark spurgte dem, om de var med på noget sjov sammen med Mads Dyhr og Victor Fog. Kender man bare lidt til Christian Møller og Anders Riis, kender man også godt svaret på det spørgsmål.
»De ved, at vi er med på den værste. Vi er jo de skøre købmænd, som gør tingene lidt anderledes. Vi er de to tosser, som vil meget andet end at sælge mælk og brød,« siger Christian Møller.
Derfor har »de to tosser« og en del af deres ansatte altså indspillet en række små reklamefilm til de sociale medier hen over det seneste halve år.
»Det er gået så godt. Videoerne har fået sindssygt mange visninger. Vi har jo lavet en del videoer selv på amatørbasis, men at få lov at være med på et mere professionelt set med statister og instruktør har været fedt,« fortæller Christian Møller.
I øvrigt havde reklamefilmene intet med Simba Prisen at gøre – købmændene var blot med som gæster – men faktisk har filmene vundet en pris tilbage i september.
Til konferencen ’Influenced’, som er en årlig begivenhed om influencer-marketing, vandt reklamekampagnen i kategorien ’Bedste kreative take’ foran Ikea, Coca-Cola og Saxo.
Prisen gives »til det modige og originale indhold. Til kampagnen, der har idéen, der bryder støjen gennem nyskabende formater og vinkler.«
Giver omtale i byen
Som Christian Møller jo selv siger, er Søften-købmændene som regel »med på den værste.«
Han forklarer, at nye tiltag som eksempelvis filmoptagelserne giver de ansatte »noget at samles om.«
»Vi hygger os med det. Vi er sammen om at levere en butik i topklasse, når der skal filmes – ja, og i hverdagen også,« siger han og tilføjer:
»Alle vores anderledes tiltag skaber jo så også en masse omtale ude i byen, hvilket betyder, at vi aldrig har problemer med at finde ungarbejdere. Vi har altid en venteliste, fordi de unge rigtig gerne vil være i butikken.«
Butikkens slogan er da også: ’Vi driver butik med højt humør – det skal være sjovt at gå på arbejde.’