Kom verden rundt med madskole
På madskolerne på Møllevangskolen og Engdalskolen kan man føle, smage, prøve, dufte og opleve mad der er inspireret fra hele verden. Det er i uge 26.
Madskolernes mål er at give børnene madmod, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme – både med og uden forældrene.
Der er stadig ledige pladser i uge 26 på Møllevangskolen og Engdalskolen.
Mere madmod
Her skal børn i alderen 8-12 år sammen med frivillige instruktører lave sund og velsmagende mad under temaet ”Verden rundt”. Så menuen står på mad fra mange forskellige steder i verden, når undervisningen står på i dagtimerne fra mandag til fredag.
Fra vores forældreevalueringer får de fleste børn ifølge madskolerne mod på at lave meget mere mad derhjemme efter de har været afsted. Samtidig udvides børnenes smagsrepetoire idet ni ud af ti børn – ifølge forældrene – smager på nye fødevarer, imens de er på Madskole.
»Det sker i særdeleshed fordi den bedste kur mod kræsenhed er selv at have været med til at lave maden« fortæller Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.
Plads til leg
Ugen byder også på daglig fysisk aktivitet og lege samt undervisning i emner som kostråd og madspild.
Madskoler arrangeres af foreningen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000. Tilmelding kan ske på www.madskoler.dk.