Fortsæt til indhold

Jyllands-Posten åbner årets bogfestival med priser på 150.000 kroner til hver af de to bedste

LiteratureXchange i Aarhus er kendt for spændende møder med store internationale navne. I år åbner festivalen med priser til en skønlitterær og faglitterær forfatter.

I år sker der noget nyt, når den internationale litteraturfestival, LiteratureXchange, går i gang. Den er kendt for sine spændende talks med store internationale og danske navne.

Men 17. juni skydes det hele i gang med en prisuddeling, som hidtil har været et internt arrangement på Jyllands-Posten. Nu får et større publikum mulighed for at opleve prisuddelingen som en del af en af landets største litterære begivenheder.

Der uddeles en skønlitterær og faglitterær pris på hver 150.000 kroner. Med dem hylder og støtter Jyllands-Postens Fond markante, danske forfatterskaber og litterære stemmer.

Med en bog om et års jagt på sommerfugle vandt stifteren af og bestyrelsesformand for mediet Zetland, Lea Korsgaard, JP's litteraturpris sidste år. Til venstre er det forfatteren Poul Duedahl. Foto: Brian Karmark

Sidste år vandt stifteren af og bestyrelsesformand for mediet Zetland, Lea Korsgaard, med ”Inden året er omme”. Hun satte sig for at se alle danske sommerfuglearter på et enkelt år og en skrev en bog om den ubønhørlige trang til at gøre noget ud over det sædvanlige. Om at overgive sig, hengive sig til en søgen. Hvor irrationel eller unødvendig den end måtte synes ved første øjekast.

Den anden prismodtager var Anne Lise Marstrand-Jørgensen med ”Ræveår”. Det er en historisk roman om et barskt kvindeliv på Læsø i 1780. Når mændene er på havet, driver kvinderne øen og danner et stærkt fællesskab præget af overtro og hemmeligheder.

Nomineringen af årets kandidater finder sted i april, og vinderne findes ved en læser – og juryafstemning umiddelbart inden åbningen af LiteratureXchange på Dokk1 i Aarhus.

Vinder af JP's skønlitterære pris gik i 2025 til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for bogen ”Ræveår” om de stærke fiskerkvinder på Læsø i 1870. Foto: Brian Karmark

»Målet er at styrke interessen for dansk litteratur og glæden ved at læse. Ved at flytte prisuddelingen ind i LiteratureXchange skaber vi en endnu stærkere ramme om mødet mellem forfattere og publikum og understreger prisernes betydning i den levende, litterære samtale,« siger Jeanette Varberg, der som medlem af Jyllands-Postens Fond har ansvaret for prisuddelinger.

Samarbejdet vækker også begejstring hos LiteratureXchange, der ser prisuddelingen som en naturlig forlængelse af festivalens ambition om at samle litteraturen, forfatterne og læserne i Aarhus.

»Vi glæder os til at til at åbne dette års LiteratureXchange med en brag af en litteraturfest, når JP inviterer alle til at opleve kåringen af årets forfattere og høre dem fortælle om deres bøger,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen.

Festivalen finder i år sted den 17. – 21. juni.