»Man bli’r bare så ydmyg«:Krigshelte trådte i pedalerne for en god sag

Ydmyghed. Følelsen rammer, så det kribler i nakken, mens vi står her i bøgeskoven på en skøn sommerdag med fuglefløjt i baggrunden og tager imod flokken af cyklende krigsveteraner. De har lige tilbagelagt godt 100 kilometer i sadlen og triller nu med sveden haglende det sidste stykke ned ad grusvejen mod vandrehjemmet i Dyrehaven.

De fleste af dem kæmper med PTSD. Nogle har benproteser. En enkelt er ben- og arm-amputeret og cykler ind på pladsen foran vandrehjemmet i sin liggecykel med en enkelt hånd og en krog til at »træde» i pedalerne med.

Veteranerne er deltagere i Ride4Rehab, et cykelløb for krigsveteraner med deltagere fra Danmark, Canada, USA og Storbritannien. Fælles for de 70 deltagere er, at de alle har kæmpet svære kampe i krig for deres fædreland og siden har kæmpet med fysiske og psykiske traumerne derfra.

På vandrehjemmet blev der taget flot imod veteranerne med forfriskninger og skulderklap i form at taler fra vandrehjemmets projektkoordinator Pernille Elsner og Skanderborgs borgmester Frands Fischer, der begge takkede veteranerne for deres indsats i verdens brændpunkter.

»Man kan ikke andet end at have stor respekt for de mænd og kvinder, der kæmper for demokrati og frihed,« lød det blandt andet fra borgmesteren.

En af dem, der havde fundet vej ud i bøgeskoven for at tage imod veteranerne, var Bjarne Andersen fra Skanderborg.

»Jeg vil gerne vise min anerkendelse og betale bare en lille smule tilbage til dem, der har ofret både det ene og det andet for os andre – dem, der har sat liv og lemmer på spil, for at vi andre kan leve i frihed og demokrati. For at vi kan leve trygt. Jeg er ikke selv veteran, men jeg har nære bekendte, der har været udsendt, og som er kommet tilbage i forskellige tilstande. Det berører mig faktisk rigtig meget. Ja, bare det at tænke på det...« siger han med grødet stemme.

»Når de har kræfterne til at cykle sådan en tur for gøre opmærksom på krigsveteranernes sag, så kan jeg da som det mindste stille op og servere en sodavand for dem. Det manglede da bare. Selvfølgelige vil jeg gerne det. Man bliver bare så ydmyg, når man ser dem komme cyklende med benproteser og amputerede lemmer. Jeg vil bare gerne sige tak til dem – det er det, det handler om i dag,« konstaterer Bjarne Andersen.