Fortsæt til indhold

100 nye boliger på vej: »Der har været bekymringer rundt omkring«

Lokalplanen for det nye boligområde kaldet Syrenbakken i Stjær står til at blive behandlet i Byrådet i slutningen af året.

Skanderborg

Der er næsten marker så langt øjet rækker, når man står på stenskovvej i den nordøstlige del af Stjær og kigger mod nord, men det agter et helt nyt boligområde at lave om på.

Boligområdet, der har fået navnet »Syrenbakken«, ventes at blive omkring 12,3 hektar - og som navnet lægger op til, skal de eksisterende syrenbuske omkranse boligområdet, der ifølge lokalplanen skal huse 102 boliger fordelt på parcelhuse, rækkehuse og et potentielt bofællesskab ved den nuværende hvide gård på Stenskovvej.

»Det er meget spændende, at der bliver noget variation i de her boliger og nogle forskellige måder at bo på, både parcelhuse, almenboliger og mulighed for et bofællesskab. Jeg tror faktisk, at der er mange, der godt kunne tænke sig at komme ud, hvor der er højt til himmel og fuglesang herude i Stjær. Parcelhuse er en enormt populær boform, men jeg tror også, at der er en mindre, men voksende gruppe, som gerne vil bo på en lidt anden måde, som en del af sådan et bofællesskab,« lyder det fra Helene Simoni Thorup, som forkvinde for Storring-Stjær Borgerforening.

»Jeg tror egentlig, at et bofællesskab vil tiltrække både ældre og yngre personer og appellere til en blandet målgruppe.«

Den foreløbige plan er at bevare den hvide gård, hvor der skal etableres boliger, og ellers skal der være klynger af boliger omkring gården. Boligområdet vil blive opdelt med grønne kiler og rekreative arealer, der skal supplere et større rekreativt areal mellem den eksisterende del af Stjær og det nye boligområde. Planlægningen kommer desuden til at omfatte stiforbindelser gennem området for at binde området godt sammen med omgivelserne.

Forud for arbejdet med lokalplanen har der været en såkaldt forhøring og et borgermøde i august 2021. Efterfølgende blev projektet tilpasset.

Der har været bekymringer rundt omkring i forhold til, hvordan det bliver med sådan en stor stigning - og der håber vi, at det bliver i et tempo, hvor byen kan følge med.
Helene Simoni Thorup, formand for Storring-Stjær Borgerforening

»Vi var ikke vildt begejstret for det, der kom frem for tre år siden. Der tror jeg, der var nogen, der dristede sig til at kalde det parcelhusslum, men det synes jeg, der er rettet op på nu. Jeg er glad og positivt overrasket over at se, at de har taget hensyn til mange af indsigelserne fra forhøringen,« siger Helene Simoni Thorup.

Hun slår på, at bebyggelsen bliver bedre tilpasset terrænet, og boligområdet trækkes lidt tilbage fra Stenskovvej, og at stierne bliver bundet bedre sammen med de eksisterende stier.

»Og så bliver der en større variation i store og små grunde, så det får mere af det der selvgroede landsbypræg, som vi godt kunne tænke os. De grønne kiler mellem bebyggelsen giver også noget luft mellem grundene, og det er jo dejligt at se, at man lukker naturen ind og giver noget luft og noget grønt mellem boligerne også,« siger Helene Simoni Thorup.

I projektmaterialet fra NODO er der skitseret 102 boliger fordelt på parcelhusgrunde, rækkehuse og potentielt bofællesskab ved den eksisterende gård.

Roligt tempo

Selvom Helene Simoni Thorup er positivt stemt over for det formentlig forestående byggeri i Stjær, er det ikke uden en vis portion bekymringer.

»Det er en ret stor vækst i forhold til Stjærs størrelse. 100 nye boliger er en stor stigning, så der har været bekymringer rundt omkring i forhold til, hvordan det bliver med sådan en stor stigning - og der håber vi, at det bliver i et tempo, hvor byen kan følge med,« lyder det fra Helene Simoni Thorup.

Det gjorde Storring-Stjær Borgerforening blandt andet meget ud af i høringssvaret i 2021.

»Som borgerforening synes vi, det er vigtigt, at man kan nå at følge med som by. Vi vil gerne fortsat være den her dejlige landsby med masser af fællesskaber, hvor vi kender hinanden og hvor vi hilser på hinanden. Og derfor er det vigtigt, at udstykningen sker i et tempo, hvor vi kan følge med. Vi skal kunne nå at integrere alle de her nye borgere, der kommer til byen, og vi skak kunne bevare kapaciteten i skolen og børnehaven«

Det er stadig for tidligt at slå fast, hvordan boligområdet helt konkret ender med at blive. Byrådet forventer at behandle forslaget til lokalplanen i slutningen af 2024, hvorefter forslaget kommer i offentlig høring.