Tidligere ansatte bange for leder: Børn og unge udsat for svigt og trusler
Et botilbud i Skanderborg Kommune burde slet ikke modtage børn og unge, mener flere tidligere ansatte.
Botilbuddet Florahuset ved Skanderborg er sat i verden for at hjælpe omsorgssvigtede børn og unge til et bedre liv.
Den private institution ligger smukt omgrænset af grønne vidder. Men bag de røde mursten er idyllen udeblevet, fortæller en række tidligere ansatte til TV2 Østjylland.
De tegner et billede af en institution, hvor anbragte børn og unge er blevet mødt med svigt, trusler og kaos i stedet for omsorg og tryghed.
»Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg har forladt børnene, fordi jeg vidste, hvordan det stod til ude i Florahuset,« siger Catharina Perto Jacobsen, der arbejdede i Florahuset fra december 2019 og cirka to år frem.
TV2 Østjylland har flere gange været i kontakt med direktør i Florahuset, Rania Radi, der ikke ønsker at stille op til interview eller kommentere den kritik, hun og Florahuset bliver mødt med.
Bange for arbejdsgiveren
Florahuset blev stiftet i 2019 af Rania Radi. Det er et botilbud målrettet børn og unge, som blandt andet har været udsat for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.
TV2 Østjylland har interviewet ni tidligere medarbejdere, som har arbejdet i Florahuset på forskellige tidspunkter fra 2019 til udgangen af 2023.
Catharina Perto Jacobsen er den eneste, der står frem med navn. Resten ønsker at være anonyme, fordi de er bange for deres tidligere arbejdsgiver.
De tidligere ansatte kritiserer forholdene og metoderne i Florahuset.
For eksempel har seks af de ni tidligere medarbejdere oplevet, at unge i botilbuddet er blevet truet af de ansatte. Fem siger, at Florahuset har forsøgt at få unge til at undlade at berette om ting til for eksempel Socialtilsynet.
Alle ni bekræfter, at stedet har været ramt af stor personaleudskiftning. Og alle giver udtryk for, at Florahuset slet ikke burde have lov at modtage børn og unge.
Under skærpet tilsyn
Catharina Perto Jacobsen og de andre tidligere medarbejdere står ikke alene med deres bekymringer.
For ifølge dokumenter fra Socialtilsynet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, bliver myndigheden i løbet af i sommeren 2024 opmærksom på en række kritisable forhold, som betyder, at Florahuset bliver sat under skærpet tilsyn.
Den 16. oktober 2024 meddeler Socialtilsynet, at Florahuset fratages godkendelsen til at drive institution.
»Det er den hårdeste sanktion, vi kan give et botilbud. Vi lukker for deres virksomhed, og så kan de ikke fortsætte med at have børn. Vi går simpelthen ind og lukker for stedets drift,« siger tilsynschef i Socialtilsyn Midt, Ulla Bitsch Andersen.
Endegyldigt slut
I forbindelse med at TV2 Østjylland i begyndelsen af oktober første gang anmoder om et interview, meddeler direktør Rania Radi skriftligt, at bestyrelsen i Florahuset har besluttet at lukke stedet.
Det sker kort tid før, Socialtilsynet sender Florahuset et varsel om, at stedets godkendelse inddrages.
TV2 Østjylland har siden været i kontakt med Rania Radi, der fastholder, at hun ikke ønsker at kommentere på kritikken.
Hun har i stedet skrevet følgende til TV2 Østjylland via mail 31. oktober 2024:
»Jeg har ingen kommentarer til TV2 Østjyllands dækning af Florahuset, men jeg kan oplyse, at Florahuset lukker den 30. november 2024, hvor de unge, der har været tilknyttet Florahuset, alle er videre, og medarbejderne er opsagt.«
Du kan se dokumentaren ’Svigtet på bostedet’ på TV2 PLAY eller lytte til podcasten af samme navn.