Fortsæt til indhold

Østjysk virksomhed står bag Frankrigs hidtil største vandprojekt

Vandteknologiske løsninger i verdensklasse har sikret lokal virksomhed en kæmpeordre på det franske marked.

Skanderborg
bo

Den danske vandteknologi-producent Kamstrup har igangsat det hidtil største vandprojekt af sin art i Frankrig. Projektet har til formål at sikre bæredygtig vandforsyning til indbyggerne i den franske region Perpignan. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse

Projektet ledes af vandoperatøren Eau Agglo Perpignan Méditerranée (EAPM), der er en del af den franske Veolia Gruppen – verdens største vandoperatør. Kamstrup skal installere mere end 120.000 af sine intelligente vandmålere til alle husholdninger i den sydfranske region.

Det er første gang, at der i Frankrig sker en så omfattende implementering af intelligente vandmålere med software til effektivisering og bekæmpelse af vandspild.

Sammen tager vi med dette projekt betydelige skridt hen imod at beskytte den knappe vandressource i det sydlige Frankrig
Nikolaj Svendsen, Kamstrup

I den sydfranske region er tørke en udtalt udfordring hvert år og sammenholdt med knappe vandressourcer er hver dråbe dyrebar for indbyggerne.

»Løsningen foreslået af EAPM og Kamstrup virkede som den bedst egnede til at imødegå udfordringerne med at beskytte de knappe vandressourcer i Perpignan,« siger Robert Vila, der er regionsdirektør for Perpignan Méditerranée Métropole.

Projektet er allerede godt undervejs. Siden projektets start i januar 2024 er der blevet installeret over 30.000 digitale målere. De gør det muligt at optimere vandforsyningen gennem data, software og teknologi til akustisk lækagedetektion, som effektivt opsporer huller i vandrørene – en af de primære årsager til vandtab. De første resultater med de nye intelligente målere fra Kamstrup har vist, at 120 lækager er blevet opdaget i de seneste 11 måneder.

»Vi er meget stolte af vores partnerskab med en fremsynet vandoperatør. Sammen tager vi med dette projekt betydelige skridt hen imod at beskytte den knappe vandressource i det sydlige Frankrig,« siger Nikolaj Svendsen, der er Regional Vice President Sales hos Kamstrup.