Store forandringer siden Pia klippede a la 'Beverly Hills': »Man kan godt få den tanke, det eneste der kan overleve i Adelgade er banker, bedemænd og frisører«

Verden har taget mere end et par kolbøtter siden Pia Roed lige efter årtusindeskiftet i 2000 overtog Bachs Frisørstue i Adelgade 128 i Skanderborg efter Britta Liin. Både hårmoden og bybilledet har ændret sig markant, siden dengang.

”Jeg har altid gerne villet have min egen salon. Det var et stort ønske. Jeg havde været ansat i salonen et lille års tid, da muligheden for at overtage den opstod,« fortæller Pia Roed.

»I år 2000 red hårmoden stadig med på bagkanten af tv-serien ’Beverly Hills 90210’. Folk kom ind og ville klippes som en af personerne fra serien. Dengang klippede man ofte i bestemte frisurer valgt fra en frisurebog. Det har ændret sig markant,« forklarer hun.

»I dag rådgiver frisøren, og klipning er blevet meget mere personligt og tilpasset den enkelte. Det er meget sjovere. Det er også sjovt at se, hvordan krøller, som i en periode nærmest var i skammekrogen og blev blevet glattet ud, nu igen er en del af hårmoden. For 20 år siden understøttede man krøllerne med en permanent. I dag fremhæver man krøllerne ved at klippe op i håret og opnår et mere naturligt look.«

Still going strong

Byen har også ændret sig meget siden starten af årtusindet. I dag bor Pia Roed i byen, men det gjorde hun ikke dengang, hun overtog salonen.

»Jeg havde fået fortalt, at man skulle være ”indfødt” i Skanderborg, for at blive taget godt imod af byen, men det har jeg aldrig mærket noget til. Skanderborg tog imod mig med åbne arme, og jeg elsker det - også efter 25 år,« konstaterer Pia.

»Jeg elsker byen og befinder mig rigtig godt her. Men selvfølgelig tænker jeg lige som alle andre handlende i gaden ind imellem over, at der er mange butikker, der lukker. Der er også mange frisører i Adelgade, og ja, det påvirker mig da. Når et lokale pludselig står ledigt, så gruer jeg da for, om det nu bliver endnu en konkurrent. Man kan godt få den tanke, at det eneste, der kan overleve i Adelgade er banker, bedemænd og frisører,« griner hun.

»Jeg synes godt, jeg kan være glad og også lidt stolt over, at jeg stadig er i byen, når så meget andet i Adelgade lukker og konkurrencen hele tiden bliver større. Jeg er ”still going strong”, og jeg gør tingene på min måde. I en tid hvor alting hele tiden skal gå hurtigere og hurtigere og være billigere og billigere, der holder jeg fast i, at der skal være god tid til kunderne, og at vi skal betales for vores arbejde.«

Jubilæumsgaven, Pia Roed har foræret sig selv, er en total makeover af salonen, som fandt sted hen over juleferien.

»Salonen har fået den helt store tur. Det eneste, der er tilbage, er bordpladen og personalet. Ellers er alt andet skiftet ud. Gulve, lofter, vægbeklædning og inventar. Der er kommet massagestole ved vaskene, og det er noget, kunderne er helt oppe og ringe over,« fortæller hun storsmilende.

Deler op og nedture

Storsmilende er også sådan, Pias kunder kender hende. Nogle er kommet i salonen i samtlige 25 år, mens andre er kommet til undervejs. Og nogle af de bedste oplevelser i dagligdagen er, når en kunde fortæller, at de er kommet i salonen som barn.

»Det er noget af det, der rammer virkelig dybt i mig og som jeg går hjem og fortæller om. Når én i stolen fortæller, at ”du satte mit hår, da jeg skulle konfirmeres” eller ”du gav altid slikkepinde”. Det er fantastisk dejligt at opleve,« konstaterer hun.

»Folk deler livets opture og nedture med deres frisør, og jeg følger mine kunder på godt og ondt. Jeg hører om det, når de er glade, og når livet gør ondt. Jeg har nogle meget værdifulde menneskelige relationer gennem mit arbejde, og det giver masser af glæde og mening i hverdagen.

Og selv efter 25 år, glæder Pia Roed sig stadig hver eneste dag til at møde ind i salonen.

»Jeg føler, jeg gør en forskel i folks liv. Når jeg sender dem ud af ad døren, kan jeg se, at jeg har givet dem en god dag, og at de nu møder dagen glade og ser godt ud. Det er fantastisk at se mennesker stråle og blomstre. Det er en fed følelse at være med til at give dem det. Og det er det, der driver mig og giver mig lyst til at fortsætte. Og så selvfølgelig at jeg kender folk og ved, at det er nogle dejlige mennesker, jeg skal møde.«