Fortsæt til indhold

AGF henter sæsonens første udesejr

AGF vandt i Silkeborg efter en hård og tæt fight. Mikael Anderson nettede igen.

Sport

Mikael Anderson viste atter sit værd, da han for anden kamp i træk scorede for AGF’s hårdtprøvede Superliga-mandskab.

Det skete på et brag af et langskud fra Harlev-knægtens venstre fod til stor jubel for de godt og vel 1.000 medrejsende tilhængere fra Aarhus.

De blev holdt på pinebænken i 70 minutter, hvor hjemmeholdet fra Silkeborg IF dominerede kampen på kunstgræsset.

Jon Thorsteinsson tiltrak sig igen negativ opmærksomhed med to gange film-flyvefald, der fik Viktor Fischer til at ligne en amatør. Og islændingen var tæt på et rødt kort.

Alt det blev dog hurtig glemt, da AGF’s helt store profil i denne sæson - Yann Bisseck - pandede AGF foran via stolpen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Blot to minutter senere kom AGF på tavlen igen, efter at have fået et tvivlsomt hjørnespark. Og det var her, Anderson kunne brage ’de hviie’ på sejrskurs.

Med sejren - sæsonens første på udebane - kravler AGF op på en 8. plads blot to point fra top 6.

AGF spiller Superligafodbold igen på mandag mod Sønderjyske hjemme på Ceres Park klokken 19.

Forinden venter Frem i pokalturneringens tredje runde på udebane på torsdag.