Klubmestre fundet i bordtennis
Bordtennisklubben Grenaa har afviklet årets klubmesterskaber.
Forleden afviklede den lokale bordtennisklub BTK Grenaa klubmesterskaberne for seniorer. Mestrene skulle oprindelig være fundet i foråret, men coronanedlukningerne forhindrede dette.
Der blev spillet i to rækker - A og B.
I alt 14 spillere havde tilmeldt sig arrangementet og efter tre timers spil var mestrene fundet.
I A-rækken nåede Frank Jensen, Leo Vedersø, Morten Edelbo og Knud Peter Knudsen frem til semifinalerne, hvorfra Frank og Leo gik i finalen. Frank havde slået Leo i indledende pulje og var således favorit i finalen, men Leo ville det anderledes og overraskede ved at slå Frank med 3-1 i sæt efter at have spillet sit livs kamp.
I B-rækken nåede Poul Elsborg, Jens Christian Andersen, Vega Dalgård og Simon Tenzone semifinalerne. Her var Vega og Simon stærkest og gik i finalen. Finalen var dramatisk tæt og endte med en 3-2 sejr til Simon.
Ellers glæder man sig i klubben over at alle afdelinger nu er kommet godt i gang igen efter coronanedlukningen.
Her i efteråret stiller man med seks turneringshold, - fire senior og to ungdom.
Efter mange års fravær er klubbens førstehold nu tilbage i Jyllandsserien. Endvidere deltager man med hold i serie 2, serie 4 og serie 5.
Klubben består af fire afdelinger, - ungdom, senior, damemotion og 60+.
I alt råder klubben aktuelt over knap 70 medlemmer, der alle træner i Grenaa Idrætscenter.