En dejlig dag for små fødder
Fodbolden ruller godt for de mindste pige- og drengefodboldspillere i Syddjurs og Norddjurs
FODBOLD Fodbold skal være sjovt og der skal være plads til at øve sig. Der skal samtidigt være plads til glæde, gejst og lidt galskab.
Det oplevede op mod 85 børn i alderen 5-7 år på IF Midtdjurs baner i Ryomgård lørdag formiddag. En række samarbejdsklubber (TRIF, Aastrup/Hammelev, AC Norddjurs, Grenaa IF, Gjerrild-Bønnerup IF og IF Midtdjurs) er gået sammen om at understøtte legen og glæden ved fodbolden for de mindste piger og drenge.
”Konceptet går ud på, at klubberne kan melde til og fra efter behov, man er ikke låst af officielle turneringer, der er stort fokus på den gode oplevelse, desuden uddeles der medaljer til alle, så den enkelte spiller går hjem med stolthed. Stævnene foregår en gang om måneden forår, sommer og efterår,” fortæller Christian R. Hansen, cheftræner for de mindste piger og drenge i IF Midtdjurs og til daglig Fritidscenterleder ved Fritidscenter Elsted- Lystrup-Hjortshøj.
Leben på stadion
Solen skinnende fra en næsten skyfri himmel denne lørdag, og det indbød til tæpper og hygge på græsset for de fremmødte familier og en masse god fodbold.
De mindste U5 og U6, i alt ti hold, blev delt i to puljer, hvor der blev spillet tre mod tre. Der blev driblet, grinet og løbet.
”Et U6 pigehold havde valgt at tage kampen op mod drengene, de kæmpede alt hvad de havde lært og fik en kæmpe oplevelse med hjem,” fortæller Christian R. Hansen.
De store U7 drenge og piger var i alt seks hold. De startede med lidt småspil på tremandsmål i to puljer for, at alle fik en masse boldberøringer.
Efter en times tid prøvede de kræfter med det mere taktiske femmands-fodbold.
”Her blev der virkelig gået til stålet, selvom det var varmt og benene var lidt trætte. Der blev scoret flotte mål, lavet fine driblinger og øvet positioner på banen,” siger Christian Hansen.
Til slut blev alle spillere hædret for deres indsats og fairplay med medaljer.
Næste stævne samarbejdsklubberne indbyder til bliver søndag 30. juni Gjerrild Stadion i forbindelse med byens årlige kræmmermarked.