Morten Frost i nyt samarbejde med Skanderborg Badminton og Sydbank
Tidligere sølvvinder Morten Frost indgår samarbejde med Skanderborg Badminton og Sydbank.
Badmintonspiller Morten Frost indgår samarbejde med Skanderborg Badminton og Sydbank, står der i en pressemeddelelse.
Med 25.000 kroner fra Sydbank Fonden til Skanderborg Badminton har klubben fået mulighed for at etablere et samarbejde med tidligere VM-sølvvinder i badminton Morten Frost. Morten Frost hjælper med at dygtiggøre klubbens trænere, og han deltager aktivt i træningen af både børn og voksne.
Skanderborg Badminton er en lokal breddeklub, som er vokset til cirka 300 medlemmer over de seneste fem år. Der er fokus på at skabe rammer som børn og unge trives i, hvor de har det sjovt og bliver bedre badmintonspillere. Klubben lægger vægt på at have en rød tråd i træningen, der både øger kompetenceniveauet og samtidig skaber balance mellem træning, sjov og leg.
Samarbejdet mellem Sydbank og Skanderborg Badminton betyder at Sydbank vil være til stede i klubben blandt andet ved familiebadminton og klubmesterskab. Samarbejdet er med til at give synlighed og omtale til Skanderborg Badminton og Sydbank får nye kunder ved deltagelse i klubbens arrangementer. Sydbank Fonden har det sidste år doneret mere end 500.000 kroner til det lokale foreningsliv i Skanderborg kommune. Foreningerne er med til at skabe lokal sammenhængskraft og gøre det mere attraktivt at bosætte sig i et område.
Formand for Skanderborg Badminton Erik S. Andersen udtaler:
»Vi har erfaret, at fællesskab og plads til alle gennem badmintonrelaterede og sociale aktiviteter er en god måde at tiltrække og fastholde børn og voksne – og især for børnene gælder det, at de skal opleve, at de bliver dygtigere for at kunne fastholdes i klubben når de bliver teenagere,« lyder det fra formanden.