Fortsæt til indhold

Emilie Ytting stopper i Skanderborg Håndbold

Emilie Ytting stopper i Skanderborg Håndbold, når denne sæson er slut.

Sport
Kfp

Når denne sæson er færdigspillet, bliver det også et farvel til Emilie Ytting i den grønne trøje. Emilie har i de to sæsoner, hun har været i Skanderborg Håndbold, været en kæmpe profil.

Jeg har i den grad nydt at være en del af holdet, både på og udenfor banen. Jeg føler, at det er blevet tid til, at jeg skal videre og søge nye udfordringer.
Emilie Ytting, ligaspiller

Det bliver derfor et stort tomrum, der skal udfyldes efter Emilie. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Emilie fortæller selv om hendes tid i Skanderborg.

»Det er vemodigt at skulle sige farvel til Skanderborg, fordi det har været et rigtig godt sted for mig at være. Mit ophold i Skanderborg har været utrolig lærerigt og givende. Jeg har i den grad nydt at være en del af holdet, både på og udenfor banen. Jeg føler, at det er blevet tid til, at jeg skal videre og søge nye udfordringer. Jeg glæder mig til resten af sæsonen med holdet, og jeg håber, at vi får flere point til samlingen. Jeg vil gerne sige et kæmpe tak til pigerne, trænerne og folk i og omkring klubben - det har været en stor fornøjelse,” siger Emilie Ytting.

Cheftræner Jeppe Vestergaard udtaler:

»Jeg er virkelig ærgerlig over, at Ytting ikke er en del af holdet til den kommende sæson. Omvendt mener jeg, Emilie er en af de bedste venstrefløje i hele ligaen, og derfor har vi godt vidst, at der helt sikkert var andre klubber, der ville forsøge at hente hende. Emilie er en af de spillere, man som træner nyder at træne. Hun giver altid en god energi til træning. Ytting er umulig at køre træt og skyder altid videre lang tid efter træningen er slut, hvilket også er grunden til hendes store afslutningsrepertoire. Emilie har i sin tid i Skanderborg løst et stadig større antal opgaver, hvilket kun gør hendes afgang sværere,« siger Jeppe Vestergaard.