Løbeskole og et kick til corona
Grenaa Motionsløbeklub klar med nye aktiviteter.
I lighed med tidligere år arrangerer Grenaa Motionsløbeklub i samarbejde med DGI atter en løbeskole ”Kick - Din løbestart”.
Der er sæsonstart, når man mødes første gang til info-møde torsdag 1. marts i Grenaa Idrætscenter klokken 19.30 i cafeteriet - og gå-/løbehold starter ud første gang tirsdag 15. marts klokken 18. - mødested GIC.
Løbeskolen er et samarbejde mellem 10 løbeklubber i Østjylland i samarbejde med DGI. ”Kick - Din løbestart” er et tilbud fra løbeklubberne, målrettet voksne, der godt kunne tænke sig at komme i gang med at løbe.
Kick-tilbuddet er målrettet begyndere, så alle kan være med. Det kan være, at man aldrig tidligere har dyrket regelmæssigt motion, men ønsker at komme i gang. Det kan osse være, at man tidligere har motioneret/løbet, men af mange forskellige grunde er kommet fra det igen.
”Kick - Din løbestart tilbyder et trygt og sikkert fællesskab - hjælp og opbakning fra motiverede trænere - løb i eget tempo og skadesforebyggende træning - og en masse frisk luft og flot natur - og godt helbred.
Grenaa Motionsløbeklub arrangerer sit eget Grenåløbet lørdag 21. maj - der er både 5 kilometer og 10 kilometer ruter - det kunne jo være et mål for løbeskoledeltagerne at prøve sig selv af der - eller Royal Run i Aarhus 6. juni.
”Kick - Din løbestart”-deltagerne er forhåndssikret at kunne købe billet til Royal Run.
»Min egen personlige historie er, at jeg kom sent i gang med at løbe - først da jeg gik på efterløn - har altid drømt om at komme i gang med at løbe - og kom godt i gang på løbeskolen. Det har siden hen udviklet sig til et hav af løb på Djursland - Aarhus - faktisk i hele landet - og videre til deltagelse i halvmaraton i Barcelona - Berlin - Amsterdam - Hamborg, hvor familien har været med som heppere og ferie. Sidst i Berlin sammen med sønnike, hvor vi løb sammen,« fortæller Peter Seier Hansen fra Grenaa Motionsløbeklub.