Fortsæt til indhold

Skolefodbold: Marienhoffskolen klar til spændende kredsfinale

Onsdag møder Marienhoffskolens piger Stjernevejskolen fra Hedensted i DBU’s skolefodboldturnering Ultra Skolepokalen.

Sport

Den med spænding imødesete midtjyske kredsfinale i DBU’s skolefodboldturnering Ultra Skolepokalen mellem Marienhoffskolen i Ryomgård og Stjernevejskolen i Hedensted kunne grundet kraftigt snevejr i Østjylland i december 2021 ikke spilles som planlagt.

Men nu sker det.

Onsdag klokken 11 mødes de to skolers pigehold på kunstgræsbanen AC Huse Park, som er en del af stadionanlægget i Ryomgård.

For to år siden vandt Marienhoffskolens piger kredsfinalen og var klar til kvartfinalerne, da coronaepidemien lukkede al idræt ned og den spændende knock out finalerunde på skolefodboldturneringen blev annulleret.

Pigerne fra Marienhoffskolen er reelt ubesejrede i tre år, og der er ikke scoret et eneste mål imod dem. For to år siden nåede holdet kvartfinalerne med en målscore på 46-0.

Sidste år trak holdet sig efter fra turneringen efter få kampe uden at have tabt på grund af corona, og kort tid efter blev turneringen annulleret.

Og i år er holdet nået til kredsfinalen med en målscore på 26-0 uden at tabe, så holdet har holdt buret rent og leveret ’clean sheet’ i tre år.

Træner- og lærerduo’en Allan Bo Nielsen og Mikkel Aslak Koudal Andersen ser frem til at kampen, men er også klar over, at Stjernevejskolen fra Hedensted er en stærk modstander. Skolen har særlig fokus på fodbold og har etableret et pigetalenthold med mange dygtige spillere blandt eleverne.

Se mere her: Stjernevejskolens idrætsklasser - YouTube

Marienhoffskolens piger stikker imidlertid ikke op for bollemælk, så holdet er indstillet på at gå til stålet onsdag formiddag.