DGI: Flere kvinder skal ind i kampen
DGI gør op med fordomme og vil have flere piger og kvinder til at dyrke kampsport.
Kampsport er for mange mennesker en utilgængelig arena. Det er en udbredt misforståelse at kampsport er voldelig og skadende.
Desuden kan kampsportens mange ritualer virke afskrækkende på nogle. Også piger og kvinder.
Men kampsport og kampkunst indeholder samtidig et væld af kvaliteter, der både kan gavne den enkeltes fysiske og mentale udvikling.
Det mener i hvert fald DGI, der kan konstatere, at på trods af de gode sider er blot 30 procent af medlemmerne i danske kampsportsklubber piger og kvinder.
Tæt fysisk kontakt
Den primære grund til dette er ifølge Sisse Rønne Lindsø, udviklingskonsulent i DGI, at fordomme om kampsport og kampkunst lever i bedste velgående. Blandt andet, at det er for voldsomt.
»Kampsporten indeholder mange kvaliteter. Kropskontakten er en af dem, fordi kampen lærer os, at det ikke behøver at være grænseoverskridende at være helt tæt på et andet menneske,« mener Sisse Rønne Lindsø.
»I den tætte fysiske kontakt handler det om at udøve stor respekt og varsomhed overfor sig selv og andre, da udøveren konstant befinder sig i relation til et andet menneske. Samtidig kan kampidræt på et psykologisk plan, være med til at styrke den udfordrede mentale sundhed i forhold til både selvværd, selvtillid og kropsidealer.«