Fortsæt til indhold

Oprykningsspil: Fedtspillets tid er forbi - Rønde BTK øjner en sejr mandag aften

Bordtennissportens feinschmeckere bør kende deres besøgelsestid og dukke op i Rønde Idrætscenter mandag aften, når Rønde BTKs rutinerede herrespillere skal forsøge at tage sig kærligt af BTK Vibys ungersvende.

Sport

Der er bordtennis på subtopniveau mandag aften i Rønde Idrætscenter.

Rønde BTKs herrer møder i oprykningsspillet til landets bedste række forstadsaarhusianerne fra BTK Viby, en klub der emmer af historie og bordtennis på højt niveau.

BTK Viby er en storklub i dansk bordtennis med et førstehold i den bedste række.

Klubbens formand, Dan Jacobsen, danner par med Rønde BTKs tidligere guldfugl, Pernille Agerholm.

God forpremiere

Rønde BTK leverede en pragtpræstation i seneste spillerunde mod Amager BK på udebane.

Holdets polske stjernespiller Jakub Dorocinski, som ellers har fået en alt for blød start på sæsonen, var tilbage i fuldt vigør og vandt begge sine kampe 3-1 mod henholdsvis Emil Lynge Sørensen og Amagers russisk-svenske spiller, Loa Shihin Schoug.

Formand Jonas Ring Agerholm var ude i et par meget tætte og fysisk krævende opgør.

Den første tabte han med 12-14 i 5. og afgørende sæt, efter tre matchbolde, bl. a. føring på 10-8 mod Loa Shihin Schoug.

Til gengæld formåede Agerholm at vinde 3-2 over Emil Lynge Sørensen.

Rønde BTKs evighedstalent Michael H. Knudsen havde op til kampen været 14 dage i USA, så automatismerne sad ikke lige i skabet hos den finurlige Knudsen, der tabte til både Patrick Stobberup og Donatas Lescinskas - begge opgør sluttede 3-1 i sæt.

Sabalic på vulkaner

Bagud 4-1 efter de fem første singler så det unægteligt skidt ud for Rønde BTK, men alle i lokalet havde gjort regning uden John Sabalic.

Han dansede simpelthen på vulkaner i mødet med Amagers bedste spiller, Patrick Stobberup.

En tændt og fokuseret Sabalic udspillede 26-årige Stobberup med 11-5, 11-6 og 11-6.

Da Dorocinski vandt sin anden sejr og formand Jonas Agerholm også vandt sin hårdt tiltrængte sejr med 11-9 i femte sæt, som tidligere nævnt, sluttede matchen 4-4.

Derfor skulle det hele afgøres i golden set.

Igen havde Sabalic muligheden for at udspille Stobberup, men denne havde flere kræfter og tog sætsejren og dermed blev det en sejr til Amager på 5-4 i en god og velspillet holdkamp.

Det betød dog at Rønde BTK kunne gå fra kampen med masser af ære og 1 point, som man tildeles, når man opnår 4-4 inden golden set.

John Sabalic er sikker på, at det ene point nu giver Rønde BTK kvartetten et mentalt og spillemæssigt boost til mandagens opgør mod Viby, der begynder klokken 19.

»Ratingmæssigt ligger vi og Viby meget tæt, så der er lagt op til en gyser,« lyder superveteranens forhåndsvurdering.

Stortalent hos Viby

Hos BTK Viby finder man et af landets allerstørste talenter, Viktor Oksfeldt. Han er Danmarks bedste junior i årgang 05.

For et år siden mistede han lysten til spillet. Coronaperioden var slem ved drengen fra Odder, men nu er han ligeså stille på vej tilbage, og han kan blive en oplevelse at kigge på mandag aften i Rønde Idrætscenter.

Det vil hjemmeholdet dog gøre alt for at forhindre sammen med et forhåbentligt stort publikum.