Fortsæt til indhold

Dobbelt taekwondoguld til Moo Sa

Skanderborg Taekwondo Klub havde to udøvere med til President's Cup i Albanien, og de kom begge hjem med en guldmedalje.

Sport
sra

Covid-19 har længe udsat taekwondo-udøvernes opstart i 2022, men der er endeligt kommet gang i stævneaktiviteten. Skanderborg Taekwondo Klub havde således to deltagere med til President’s Cup i Albanien, som blev afholdt fra den 17. til den 27. februar.

President’s Cup henviser til World Taekwondos præsident Chung Won Choue. Stævnet er ranglistestævne for både kamp og teknik og er derfor vigtigt for de danske landsholdsudøvere. Det danske landshold havde således udpeget stævnet i Albanien som et satsstævne op til udtagelsen af VM-holdet, der i april skal konkurrere i Seoul i Sydkorea.

Guld i juniorfinalen

Den først Moo Sa udøver, der skulle i aktion ved President’s Cup, var Laura Nancke, som i juniorfinalen i sortbælte leverede en utrolig flot indsats. Så flot, at hun med 7,09 point satte sig klart på guldmedaljen foran en anden landsholdsudøver fra Danmark, Annebell Ibsen med 6,9 point, som tog sølvet.

Bronzemedaljerne i gruppen gik til Alina Zaikina, Rusland og Fani Plesa fra Kroatien. Det var Lauras første store sejr ved et udenlandsk stævne, og der var stor glæde i den danske trup over guldet.

Silja Kjølbo, Moo Sas europamester fra sidste år, skulle forsøge at gøre Laura kunsten efter, da hun med landsholds- og træningskammeraterne Annesofie Fredberg og Caroline Amby stillede op i teamgruppen for sortbælter – 30 år. Holdet arbejder hårdt på at komme i betragtning til VM i teamgruppen, men konkurrencen om VM-pladserne er hård i Danmark.

Ved President’s Cup leverede Silja Kjølby, Annesofie Fredberg og Caroline Amby fuldt ud varen og tog guldet i finalen med 7,15 point og stor distance til sølvmedaljevinderne fra Rusland.

Stor ros

De lokale landsholdsudøvere og de øvrige danske udøvere tog alle medaljer ved President’s Cup og fik stor ros af landsholdscoachen og landsholdets grand old man KyTu Dang, som selv er verdensmester og mange gange europamester.

I løbet af den kommende måned afgøres det, hvordan sammensætningen af det danske VM-hold bliver. Skanderborg Taekwondo Klub håber at have alt fra tre til fem udøvere med til VM i Sydkorea.

Næste internationale opgave bliver Croatia Open i den kommende weekend, mens resten af klubbens teknik- og kampudøvere deltager i Esbjerg Cup.