Fortsæt til indhold

Seriefodbold: TRIF’s succestræner taget med bukserne nede

Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen blev overrasket med udnævnelse til Årets jyske Serietræner af Dansk Træner Union.

Sport

»Der blev jeg sgu taget med bukserne nede.«

Sådan lyder den bramfri kommentar fra TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen, efter at han lørdag eftermiddag på PR Park i Rønde blev udnævnt til Årets jyske Serietræner og modtog Dansk Træner Union Jyllands vandrepokal.

»Vi vil gerne hædre Martin Hornbæk Nielsen, for han er en kæmpe ildsjæl, som har leveret flotte sportslige resultater i TRIF. Han er ikke bare træner, men gør så meget mere for sin forening,« siger Dansk Træner Unions næstformand Michael Brandt, som havde taget turen fra Thy til Rønde for sammen med tre bestyrelseskollegaer at overraske TRIF’s cheftræner på klubbens hjemmebane.

Michael Hornbæk Nielsen var ved at forberede sit hold til en træningskamp mod Hobro IK, da han blev anråbt af delegationen fra Dansk Træner Union for derefter at blive hædret for sin indsats som cheftræner for TRIF’s herreseniorspillere.

»Det er dejligt at blive anerkendt for noget, som man bruger så meget tid på, og som man brænder for sammen med drengene,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Martin Hornbæk Nielsen bliver 50 år til sommer og arbejder som projektleder i byggebranchen. Hans trænerkarriere går helt tilbage til at han som stor dreng var træner for mindre drenge i VRI. Han fortsatte som ungdomstræner og sluttede som træner for Skovbakkens hold i Ynglingedivisionen. Efter ti år på Grønland flyttede han til Rønde og blev træner for sin drengs TRIF hold i U15 Liga 1. Han forlod TRIF i et år for at træne VSK’s hold i Danmarksserien, men kom tilbage og overtog TRIF’s på det tidspunkt skrantende seniorhold. Derfra er det kun gået fremad, og TRIF har endelig på seniorholdene fået udnyttet det potentiale, som klubbens store og talentfulde ungdomsafdeling rummer.

Hans direkte facon, humør, fodboldfaglige kunnen og formidable mandskabsbehandling gør ham til en komplet træner
Rikke Baarstrøm, fodboldformand i TRIF

Spillere af egen avl

Martin Hornbæk Nielsen var blevet indstillet til hæderen af TRIF’s fodboldudvalg, som i sin indstilling fremhæver både hans faglige og menneskelige kvaliteter og de resultater han har skabt med TRIF’s seniorspillere.

»Martin er meget dedikeret og lægger et utal af timer i såvel trænergerningen som i udvalgsarbejdet i klubben. Hans direkte facon, humør, fodboldfaglige kunnen og formidable mandskabsbehandling gør ham til en komplet træner,« mener TRIF’s fodboldforkvinde Rikke Baarstrøm. I indstillingen fremhæves de sportslige resultater, for TRIF’s bedste herrer er under hans lederskab på tre år rykket op fra Serie 3 og til Jyllandsserien 2. I efterårssæsonen formåede holdet som oprykkere at fastholde pladsen i Jyllandsserien 2, som er det højeste niveau i TRIF’s 50-årige historie.

»Mindst ligeså vigtigt er det, at Martin har formået at fastholde de unge TRIF’ere i klubben. Også efter endt efterskoleophold, hvor mange tidligere er faldet fra,« siger Rikke Baarstrøm. Hun fremhæver, at herreseniorafdelingen har mange spillere af egen avl.

»Dette er i den grad lykkes, ikke bare på førsteholdet, men på samtlige herreseniorhold. Vi har et helt unikt fællesskab blandt spillerne på tværs af holdene,« mener fodboldforkvinde Rikke Baarstrøm.

Vil opad i tabellen

TRIF’s bedste herreseniorer er rykket op med ekspresfart og fik da også kam til deres hår i efteråret i Jyllandsserie 2. Holdet måtte ud i playoff kamp for at sikre sin forbliven i rækken, men klarede skærene med en 1-0 sejr over Silkeborg KFUM på et mål af Victor Overgaard Riis i den forlængede spilletid.

»Med vores forbliven i rækken blev vores målsætning opfyldt. Nu ved vi, hvad det kræver og har fået mere erfaring. Jeg forventer vi kravler opad i tabellen i foråret,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Holdet må i foråret undvære den rutinerede midtbaneslider Daniel Bagger Pedersen, som stopper på grund af travlhed i arbejdslivet. To offensive midtbanespillere, U-19 spilleren Magnus Bachmann og den fra AGF tilbagevendte Niclas Glarman, træner med i Jyllandsserietruppen.

TRIF tabte sin første træningskamp mod Aalborg Chang (JS 1) med 4-1 og siden til Hobro IK (JS 2) med 6-1. Brødrene Emil og Mathias Haulrik scorede i de to kampe.

»Det har været to gode træningskampe med fint spil, hvor vi fik nogle meter i benene,« siger en fortrøstningsfuld Martin Hornbæk Nielsen. Lørdag kl. 12.15 stiller Serie 1 holdet VSK op til en træningskamp på PR Park i Rønde.