Seriefodbold: Markant tilgang til Kolind-Perstrup
Vivilds målfarlige spidsangriber Stig Zacher spiller i Kolind-Perstrup i den kommende sæson
”Stig Zacher har valgt at spille i Kolind i den kommende sæson. Han bor i byen og ved ikke, hvor meget tid han får til fodbold med familie og arbejde, så det er helt okay,” siger Vivilds fodboldformand Martin Kragebæk om det opsigtsvækkende klubskifte i det lokale fodboldmiljø.
Vivild havde første træningsdag lørdag, hvor 23 spillere mødte op omklædt, men selvfølgelig ikke Stig Zacher.
Hermed følger lynhurtige Stig Zacher, der også har en fortid i Stenvad Boldklub, Grenaa IF, Aastrup/Hammelev og FC Djursland, sin træner fra Vivild-dagene, Dennis Holdgaard, der har første arbejdsdag i Kolind-Perstrup lørdag 2. februar.
Dennis Holdgaard har altid været begejstret for Stig Zachers indstilling til træning og kampe, så klubskiftet er en kærkommen forstærkning af KPI-truppen.
Læs mere om Vivilds nytårsappel i Lokalavisen tirsdag.