Fortsæt til indhold

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK brændte banen af i topopgør i ’Hulen’

Nørre Djurs HK var flyvende og slog de store drenge fra Stoholm IF med 30-19 i topopgør i 2. division.

Sport
Martin Schultz

»Vi lykkedes med stort set alt det vi havde snakket om inden kampen.«

Sådan siger en stolt og tilfreds cheftræner Jan Mathiesen om den indsats, som Nørre Djurs HK leverede fredag aften foran et talstærkt og begejstret publikum på hjemmebanen ’Hulen’ i Glesborg. Top 4 rivalerne fra Stoholm IF blev nemlig fejet ud af banen og tabte med 30-19 efter 15-11 ved pausen i en kamp, som Jan Mathiesen gerne havde solgt for en smal sejr inden holdet gik på banen.

Men Nørre Djurs HK’s spillere leverede til UG med kryds og slange i både forsvar og angreb og tog fuldstændig pippet fra modstanderne - lige fra Stoholm IF’s målmand til de sædvanligvis skrappe og store skytter i Stoholm IF’s bagkæde.

»Alt lykkedes for os. Vi scorede 30 mål og havde kun 6 brændte afslutninger. Samtidig holdt vi Stoholm IF’s skytter fra at score, således at de i løbet af det første kvarter i 2. halvleg kun scorede 4 mål. Vores målmand Magnus Møller-Sørensen havde ’kun’ tre redninger i 1. halvleg, så når Stoholm IF kun scorede 11 mål inden pausen, var det fordi vores forsvar i den grad holdt deres fysisk stærke bagkæde på afstand,« siger Jan Mathiesen.

»Alle spillere præsterede. Alle ramte deres niveau, og denne aften gjorde vi det sammen. Jeg havde forventet en tæt kamp og slet ikke så stor en sejr.«

Spillede med musklerne

Stoholm IF havde virkelig spændt mullerne hjemmefra, for de var kommet til Glesborg for at spille med musklerne. Gæsterne fik da også ni udvisninger i løbet af kampen, mens Nørre Djurs HK måtte ud på bænken i fem x 2 minutter.

»Stoholm IF så ud til at ville kyse os, så de startede voldsomt hårdt ud og fik lov til det af dommerne til at begynde med. De leverede nogle grimme eftertacklinger og trak også en del udvisninger,« fortæller Jan Mathiesen.

Det satte sig sine spor, for Nørre Djurs HK’s rutinerede playmaker Mike Paulsen faldt uheldigt på sin skulder under et gennembrud allerede i starten af kampen og måtte sidde udenfor og sunde sig i resten af 1. halvleg. I 2. halvleg blev han holdt ude af forsvaret og blev kun brugt i angrebet. Ikke optimalt, for hjemmeholdet havde kun 11 mand med på bænken. Men cheftræner Jan Mathiesen kørte gennem hele kampen med kun ni spillere, for tilbagevendte Simon Østergaard og målmand Niels Guldborg kom ikke på banen.

»Vi var meget skarpe i offensiven, og så fik vi sat den rigtige højde i vores forsvarsspil. Mikkel Milling har rykket sig helt vildt i vores midterforsvar. Mathias Juel Kristensen spillede hele kampen, og han og Frederik Langhoff Olesen udnyttede med deres gennembrud den måde, Stoholm IF dækkede op på,« siger Jan Mathiesen. Mike Paulsen og Nicolaj Danefeld Hansen scorede hver syv mål og var dygtige til at udnytte de mange straffekast, som Nørre Djurs HK tilkæmpede sig. Stoholm IF’s målmand kom aldrig i gang og havde meget få redninger i kampen.

Vi er så godt spillende, at vi håber på at kunne få mulighed for at spille om oprykningen
Jan Mathiesen

Pokalkamp mod Hørning Håndbold

Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen kunne næsten ikke være i sin krop af stolthed over holdets præstation i det efterfølgende interview med klubbens SoMe redaktør, men måtte blive svar skyldig på, hvad den flotte sejr kunne bruges til.

2. divisions pulje 1 er i denne sæson nemlig knækket fuldstændig over med fire hold i toppen, som ikke sætter point til mod de øvrige hold. Derfor skal placeringerne afgøres i de indbyrdes kampe, og her har Nørre Djurs HK tabt to kampe til Mors-Thy Håndbold og en kamp til Hjallerup IF. Nørre Djurs HK har en svær udekamp søndag mod ligareserverne fra Tvis og derefter slutter sæsonen med to hjemmekampe mod bundholdene Løgstør HK og Elitesport Vendsyssel.

»Det er ude af vores hænder, om vi kan nå den andenplads, som giver os adgang til play off kampe om oprykning. Men de tre andre tophold Mors-Thy Håndbold, Hjallerup IF og Stoholm IF møder alle hinanden indbyrdes, så der er stadig spænding om den endelige stilling. Vi kan kun håbe på, at de andre hold smider point. Vi er så godt spillende, at vi håber på at kunne få mulighed for at spille om oprykningen,« siger Jan Mathiesen. 1. pladsen i rækken giver direkte adgang til oprykning, dog ikke til Mors-Thy Håndbold, som ikke kan rykke op i 1. division, fordi klubbens bedste hold spiller i liga’en. 2. pladsen giver adgang til play off kampe mod hold fra 2. division og 1. division.

Søndag eftermiddag skal Nørre Djurs HK til Holstebro og spille mod Tvis 2, men holdet skal allerede i ilden tirsdag aften ude mod Hørning Håndbold fra 2. divisions sydpulje i pokalturneringen Santander Cup. Vinderen kan håbe på at trække et ligahold i 6. runde af Santander Cup.