Håndbold: "Støt vores sponsorer, de støtter os"
25 spillere, trænere og ledere fra Nørre Djurs HK Elite besøgte Nymark & Fogh Teknik
GLESBORG Det koster mange penge at drive et herrehold i 2. Division, og derfor er en klub som Nørre Djurs HK mere end nogensinde afhængig af lokale sponsorer vil spytte i kassen. Men noget for noget - et seriøst stykke sponsorarbejde forudsætter også, at man som klub, træner, leder og spiller vil give noget tilbage.
Derfor havde Sponsorudvalget i Nørre Djurs Elite ved formand Peter Kristensen forleden lørdag formiddag arrangeret virksomhedsbesøg hos Nymark & Fogh Teknik ApS i Grenaa, en ordreproducerende maskinfabrik der fremstiller aluminiumkomponenter og som er en del af Nørre Djurs HKs sponsorportefølje.
25 spillere, trænere, ledere og borgmester Jan Petersen (S) deltog i besøget. Et par stykker var kørt turen fra Viborg til Grenaa for at være med.
Det blev bemærket af den ene halvdel af duoen, Nymark & Fogh, Søren Nymark:
”Det viser bare, at man VIL, og lige præcis vilje er altafgørende for succes i både elitehåndbold og det at drive virksomhed.
Nymark & Fogh Teknik beskæftiger i øjeblikket 15 medarbejdere, heraf 2 Industritekniker-lærlinge og 1 Industrioperatør-lærling og føler et stort ansvar for at sikre at flere unge mennesker har mulighed for at tage en faglig uddannelse, og sikre tilgangen af kvalificeret arbejdskraft, fortalte Søren Nymark.