Fortsæt til indhold

Kageløb igen til sommer

Starten til Randers Freja Motions årlige Sommerløbet, der er bedre kendt som Kageløbet, går 16. juni.

Sport
gs

Randers Freja Motions ”Sommerløbet” byder hvert år på mange glade løbere, voksne og børn, som stiller op på 4 km og 8 km ruterne, der begge går ned til og langs Danmarks eneste flod – ud under E45 og retur gennem engene ved Gudenåen.

”Sommerløbet” kaldes også ”Kageløbet” og det forstår man godt, for når løberne kommer i mål kan de smage på et væld af forskellige hjemmebagte kager.

Det hele startede for mere end 25 år siden, hvor det verdensomspændende koncept Olympic Day Run (i Danmark i Dansk Atletik Forbunds regie), i 1996 får en afdeling i Romalt, arrangeret af Randers Freja Motion. I 2001 flyttes løbet, så det i stedet udgår fra Randers Freja Motions klubhus på Vasen i Randers.

Fine goodiebags

Allerede året efter ændres navnet til Sommerløbet. Den daværende formands kone, Gitta Gnudtzmann, begyndte kort tid efter at bage lækre kager som blev serveret for deltagerne i Sommerløbet, når de kom i mål.

»Senere, hvor flere kagebagere kom til, fik deltagerne givet løbet tilnavnet ”Kageløbet” og gennem de sidste mange år har kagebordet da også været meget imponerende,« fortæller Sven Grove Jørgensen fra Randers Freja Motion.

Der er allerede god gang i tilmeldingerne til årets løb torsdag 16. juni.

I år har klubben fornøjelsen af at kunne give fine goodiebags med blandt andet en løbetrøje til de første 275, som tilmelder sig via Sportstiming. Det er blevet muligt som følge af en donation fra Nordea Fonden, som med Løbspuljen gerne vil være med til at støtte op omkring mindre motionsløb for 50-500 deltagere.