Fortsæt til indhold

Skanderborgs ligakvinder sikret endnu en sæson i ligaen

Skanderborgs ligakvinder sikrede sig efter en uafgjort hjemmekamp mod Randers HK onsdag aften endnu en sæson i ligaen.

Sport
Kfp

24-24.

Vi synes virkelig, vi har strikket en rigtig flot sæson sammen, og kan vel fortjent kalde os et ligahold næste sæson.
Peter Jagd, træner

Sådan endte sæsonens sidste hjemmekamp for Skanderborg Håndbold, da Randers HK gæstede Fælleden onsdag den 13. april.

Dermed fik kvinderne et enkelt point med fra kampen, hvilket viste sig at være nok til at sikre, at Skanderborg Håndbold for femte sæson i træk har et hold i Kvindeligaen. Skanderborg Håndbold sluttede grundspillet med 15 point, og med samlet fire point i kvalifikationsspillet var Skanderborg sikret overlevelse i ligaen på trods af, at der endnu ventede en spillerunde, som Skanderborg sad over. Dermed spilles der igen kvindeliga på Fælleden næste sæson.

»En vild kamp og en helt vild afslutning. Så kort kan man vel beskrive onsdagens drama. Nede med 3 til pause, fik vi en kanon start på 2. halvleg. Her gik vi fra 12-15 til 18-17 efter 38 minutter og havde virkelig momentum. Det fik Randers dog sat en prop i, og de bragte sig faktisk foran 20-23 med lidt mere end 6 minutter igen. Her så det sort ud, men fremragende fight og marginaler på vores side gav et uafgjort resultat,« siger træner Peter Jagd.

»Med Aarhus Uniteds sejr i Ringkøbing var pointet nok til at sikre sig endnu en sæson i Kvindeligaen. Lige nu er vi helt vildt glade. Vi synes virkelig, vi har strikket en rigtig flot sæson sammen, og kan vel (hvis vi selv skal sige det) fortjent kalde os et ligahold næste sæson. Derfor behøver jeg heller ikke gå ind i at lave en dybere analyse af kampen. Vi har løst opgaven! Vi var gode i grundspillet, og vi har været tilpas dygtige i kvalifikationsspillet – det er vi rigtig stolte af. Vi vil gerne sige tusind tak for opbakningen hele sæsonen: Både til alle vores trofaste tilskuere, men i særdeleshed også alle de frivillige. Det her er ikke bare en holdindsats af holdets dygtige spillere, men en helhjertet indsats af hele Skanderborg Håndbold. Tusind tak for opbakningen,” tilføjer træner Peter Jagd.

Skanderborgs Ligakvinder holder nu en pause.

Inden sommerferien venter dog en kamp i Santander Cup’en mod Kolding HK.