Spil krolf til åbent hus
Godt humør, kaffe på kanden og gratis instruktion i krolf er hovedingredienserne i Krolfens Uge, der i uge 23 fejres i hele landet. Her kan alle komme forbi og prøve krolf, der er populært som aldrig før. Sporten kræver ikke specielle forudsætninger at være med til – hverken teknisk eller formmæssigt, der er plads til alle. Vorup FB Motion holder Åbent Hus onsdag 25. maj.
»Vi har et godt fællesskab i foreningen, men vi har altid plads til flere, og det her er en god måde, både at prøve sporten og at hilse på os i foreningen, for at se om det er noget. Vi glæder os til at tage imod nye spillere – også dem der bare er lidt nysgerrige,« fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Arrangementet er en del af Krolfens Uge, som arrangeres af Dansk Arbejder Idrætsforbund, hvor 26 foreninger i hele landet holder Åbent Hus for at få flere i gang med sporten.