Fortsæt til indhold

Sand, sol og håndbold på Tronholmen

Der er mulighed for at tilbringe en sjov dag i solen, når der bliver holdt Randers Beach Handball Event.

Sport
sra

Lørdag den 18, juni bliver der spillet håndbold på Tronholmen, når Randers Beach Handball Event løber af stablen.

Op mod 100 håndboldhold vil kaste sig i sandet efter bolden og eksperimentere med piruetter og vip un der solens stråler. Holdene vil komme fra hele Randers og også mange andre byer som Aarhus, Hammel, Viborg, Langå, Horsens og Brande.

Eventen er arrangeret af Vorup FB GHåndbold i samarbejde med Randers Kommune og Jydsk Håndbold Forbund Kreds 4.

»Når vi som forening med kun frivillige kræfter vælger at stå som tovholder for så stort et event, er det fordi, vi har et brændende ønske om at være den forskel, som gør en forskel – også udenfor Vorup FB Håndbold,« siger Tina Mariager Jensen, eventansvarlig i Vorup FB Håndbold, og fortsætter:

»Vi vil gå forrest og bidrage aktivt til at brede håndbolden ud i Randers i tæt samspil med vores omverden, lokale sportsforeninger, byen og det lokale erhvervsliv. Vi tror på, at børn og unge får livslange relationer og sunde fællesskaber gennem netop håndbolden.«

Randers Beach Handball Event er åbent og gratis for alle, der vil se på, og der vil være mulighed for at købe mad og kolde drikkevarer.