Fortsæt til indhold

Førsteholdet skuffede fælt – men godt år for Randers

Masser af medaljer til Randers Billard Klub af 1958.

Sport
gs

Randers Billard Klub af 1958 havde regnet med og satset på, at klubbens førstehold i trebandecarambole ville sikre sig tilbagevenden til landets bedste række elitedivisionen. Det lykkedes ikke, men alligevel er man i klubben tilfredse med udbyttet af sæson 2021-2022.

For klubben hentede indtil nu seks guldmedaljer samt tre sølv- og to bronzemedaljer – med mulighed for flere i de afsluttende stævner i flere rækker – måske guld i Landsfinalen i serie 2 i keglebillard og medaljemulighed til Flemming Gross i eliteklassen i 1-bande. Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.

Succes på egne borde

Randers har været vært ved landsfinaler i trebandecarambole i 2. division samt i serie 2 i keglebillard. Og med stor succes på egne borde, idet begge hold kom til tops.

Randers havde kvalificeret sig til landsfinalen i 2. division via regionsmesterskab, som var vundet over Ålborg og Kolding. I landsfinalen ventede Kolding og Slagelse.

Randers levede i første kamp op til favoritværdigheden, og vandt 8-0 over Slagelse.

I kampen Kolding-Slagelse var Kolding favorit, men Slagelse ville noget andet. Kampen endte uafgjort med en godt spillende sjællandsk førstemand, der spillede med snit på 1.4.

Det uafgjorte resultat var god hjælp til Randers-mandskabet, der nu kunne blive mestre ved ”blot” at spille 4-4 mod Kolding. Mesterskabet var hurtigt placeret, idet Randers kom foran 4-0, og dermed var de sidste to individuelle kampe ligegyldige.

Slagelse vandt sølv, mens et skuffet Kolding-mandskab måtte tage til takke med bronze.

I finalen i serie 2 i keglebillard deltog Brønderslev, Næsby, Børkop og Randers. Efter fire runder om lørdagen skulle de sidste to runder spilles søndag.

Næsby skulle møde Børkop i den første kamp, og til stor overraskelse vandt Børkop deres eneste sejr, hvilket var til Randers-holdets fordel. Randrusianerne kunne nu selv mod Brønderslev afgøre. om de ville have sølv eller guld. Randers skulle have uafgjort, og det fik de, så guld til Randers og en plads i finalen om det danske mesterskab.