Fortsæt til indhold

Blodtud og rødt kort i storsejr til Auning IF

Blodet flød, da Auning IF gik målamok og vandt med 5-0 over bundholdet Hornbæk SF. Ronni ’Tordenstøvle’ og Mogens ’Mangemål’ kom på tavlen.

Sport
Martin Schultz

Med en sejr på 5-0 over bundproppen Hornbæk SF fik Auning IF for alvor hul på scoringerne og hentede tre vigtige point, da de to bundhold lørdag eftermiddag tørnede sammen med Auning Stadion. Da AH 2012 samtidig overraskende tabte med 3-2 til NUFG Viborg, smuttede Auning IF forbi lokalrivalerne fra Assentoft og er nu sluppet ud af bundregionen og har hægtet sig på midterfeltet. Det får smilet og optimismen frem hos cheftræner Dennis Holdgaard, som er ved at bygge et nyt hold og er ved at integrere flere af klubbens unge spillere på holdet.

»Det var rart at se, at det gik vores vej. Vi opsøgte heldet, og så kom det til os. Jeg er optimistisk inden vi på torsdag møder Bjerringbro IF hjemme og derefter mandag ude spiller lokalopgør mod AH 2012. Nu er det AH 2012, som er presset,« siger Dennis Holdgaard.

Auning IF er løbet ind i flere snittere i den sæson og har tabt stort til Viborg Søndermarken IK og Bjerringbro IF, men lørdag var det Auning IF, som delte øretæver ud.

Ronni ’Tordenstøvle’ Jeppesen levede i denne kamp op til sit tilnavn og sendte en hammer af sted allerede efter 13. minutter. Mikkel Eriksen fungerede som opspilsstation og lagde bolden af til ’Tordenstøvle’, som tog et par træk ind i banen fra venstre og derefter med et godt skud sendte bolden i mål til 1-0.

Modig targetman

Samme Mikkel Eriksen kom i fokus få minutter senere, da han forfulgte en fremlægning og fortsatte sin jagt, selvom Hornbæk SF’s målmand var på vej ud af sit mål. Mikkel Eriksen nåede bolden først og headede den hoppende bold forbi målmanden, som derefter kolliderede med Auning IF’s store targetman. Dommeren dømte straffespark og gav direkte rødt til gæsternes målmand, mens Mikkel Eriksen måtte ud på bænken og sunde sig med en blodtud. Martin Gundersen scorede på straffesparket.

»Det var meget imponerende, at Mikkel Eriksen så modigt fortsatte sit løb og troede på chancen. Han gik ’all in’ i aktionen, som kostede både på næsen og læben,« siger Dennis Holdgaard. Mikkel Eriksen blev afløst af Mogens Laursen, men kom ind igen senere i kampen.

Vi fik en drømmestart med Ronni ’Tordenstøvles’ mål og kom hurtigt på 2-0.
Dennis Holdgaard

En drømmestart

Cheftræner Dennis Holdgaard måtte se bort fra en håndfuld spillere og havde derfor rystet posen og taget veteranen Mogens ’Mangemål’ Laursen med på bænken.

»Vi havde mange afbud og da 2. holdet skulle spille samme dag, kom Mogens Laursen med på bænken og fik sammenlagt en halv time på banen. Han træner ikke med, men er i god form,« siger Dennis Holdgaard, som måtte se bort fra Asger Køtter og Anders Friis Laursen af private grunde, og Mads Schmidt og de unge spillere Tobias Bak Pedersen og Simon Rasmussen med skader.

»Vi startede rigtig godt og sad på kampen fra første fløjt. Vi fik en drømmestart med Ronni ’Tordenstøvles’ mål og kom hurtigt på 2-0. Med et mål mere kunne vi nærmest lukke kampen, og vi fortsatte og viste i den første halve time noget af de bedste fodbold vi har spillet i år. Vi kom på 3-0 efter et flot opspil i højre side, som endte hos Simon Vest. Han lagde bolden på tværs til Mogens Laursen, som havde masser af plads og tid til at tæmme bolden og lægge den i mål fra kanten af feltet. Bolden ramte overliggeren, slog ned og ramte målmanden og gik i mål,« fortæller Dennis Holdgaard.

»Det var rart at komme foran med 3-0, for sidst vi mødte Hornbæk F blev vi hentet ved stillingen 2-0, men endte dog med at vinde 3-2. Nu var vi foran 3-0 ved pausen, og gik ud for også at vinde 2. halvleg. Vi fortsatte med at spille med koncentration og vilje.«

Tror på point

Kampen blev lukket definitivt ved stillingen 4-0 godt ti minutter ind i 2. halvleg, da Ronni Jeppesen forfulgte en bold i dybden. Hornbæk SF’s målmand ville cleare bolden uden for feltet, men hårdt presset af Ronni Jeppesen ramte han en af sine medspillere, så bolden endte i gæsternes eget ned.

»Vi fortsatte med at kontrollere kampen og skubbede Hornbæk SF langt tilbage. Vi gik op i gear det sidste kvarter, og kort før tid scorede forsvarsspilleren Simon Stampe i en dødboldsituation til 5-0,« fortæller Dennis Holdgaard.

Mikkel ’Mini’ Bak Pedersen blev kåret til kampens fighter og fidusen gik til den ’sårede kriger’ Mikkel Eriksen, som spillede en flot kamp.

Torsdag Kristi Himmelfartsdag kl. 12.00 møder Auning IF hjemme Bjerringbro IF og vil have revanche for 6-2 nederlaget i sæsonens første kamp mellem de to hold. Mandag aften er der lokalopgør på Hørning Stadion mod AH 2012.

»Det er ikke noget vi frygter. Vi er klar til at møde begge hold og tror på point,« slutter en optimistisk Dennis Holdgaard.