IFM fodboldpiger tester formen i tulipanernes paradisland
U13-14-pigetruppen i IF Midtdjurs drog onsdag aften mod Holland for i løbet af torsdagen at ramme Rosmalen i Holland, hvor der vanker international fodbold i Kristi Himmelfartsferien.
IF Midtdjurs U13-14 piger deltager i Kristi Himmelfartsferien i et internationalt fodboldstævne i Rosmalen i Holland, Brabant Cup.
Rejsen sydpå har været planlagt over længere tid. Spændingen og glæden har været stigende i de sidste par uger for de 23 friske piger og de 7 ledere i trænerteamet.
Utallige opslag i facebookgrupper mm. har været i fokus de sidste par uger, hvor den endelige planlægning har fundet sted – lige fra pakkelister med hårelastikker til badetøj samt fordeling af piger i diverse mobilehomes.
Det sociale element
»Målet med turen er helt klart, at vi får spillet en masse fodbold, men det vigtigste af alt er, at vi får en fantastisk oplevelse socialt i truppen. Vi har i forvejen en fantastisk trup med god forældreopbakning, og det vil vi gerne lægge flere lag på,« lyder det fra træner Jesper Holm Hansen.
Truppen skal bo i mobilehomes i Holiday Park Prinsenmeer, hvor der bliver rig lejlighed til hygge og en tur i badelandet. Der er varslet alt fra bunker af snolder til diverse soundbokse, så det bliver helt sikkert en ’hård’ tur, lyder forhåndsforventningerne.
Truppen har igennem en lang periode søgt at tjene penge som tilskud til turen. Pigerne har deltaget i strandrensning for Syddjurs Kommune og har flere gange uddelt reklamer i de store sommerhusområder lige fra hele Djursland og ned til Saksild Strand.
Pigerne er behørigt klædt på i det hollandske. Alle har modtaget en spillerbluse og en hoodie for lige at illustrere fællesskabet og korpsånden.
I den hjemlige turnering har pigerne hold med i 11-mands U14 Liga 1B og 8-mands U14 C.
Truppen er velorganiseret med fem faste trænere og to trupledere. De førstnævnte tager sig af det sportslige, de to sidste af alt det praktiske, der skal være i orden for at få en trup til at fungere optimalt.