Fortsæt til indhold

BMX-rytter fører cup

Sport

Malene Kejlstrup fra Randers BMX er kommet stærkt tilbage efter sin skadespause i starten af året og denne weekend viste hun igen, at hun er blandt de bedste i Europa. Til lørdagens afdeling af European Cup i Holland blev hun nummer to og overtog den samlede føring af European Cup i U23. Søndag tog hun sejren og kunne stille sig øverst på skamlen og cementerede dermed den samlede føring for U23 i EUC European Cup.

Malene Kejlstrup kørte med fuld fokus, og hun faktisk var den eneste, der kunne hænge på den regerende Olympiske Mester Bethany Shriever med en tidsforskel så lille som 0,303 sekund i finalen.

Sidste weekend vandt Malene en afdeling af World Cuppen, så det er ikke bare på Europæisk niveau at Malene Kejlstrup gør sig bemærket. Hun leverer flotte resultater i U23 klassen på verdens plan og banker dermed kraftigt på døren, til at skulle lukkes ind på det øverste elite niveau.

Landstræner Klaus Bøgh gav denne stemningsrapport efter World Cuppen:

”det var fuldstændigt sindssygt. Det er ikke bare det, at hun vinder finalen i dag, men det er måden hun gør det på, for Malene vinder alle heat frem til finalen. Da vi kommer til finalen kommer hun ikke først igennem første sving, men den situation havde vi talt igennem og Malene holdt i den grad hovedet koldt. Hun var markant hurtigere end de andre U23 kvinder på den sidste del af banen, så aftalen var, at lykkes det ikke ned af første langside, så skulle hun bevare roen og arbejde sig frem derfra. Hun kørte linjerne fuldstændigt som hun skulle – det var fantastisk kørt af hende. Resultatet er en bonus i sig selv, men det er måden hun gør det på, det var så flot kørt”, siger en tydeligt begejstret Klaus Bøgh og tilføjer: ”det var en stor dag for det er kun anden gang vi vinder en World Cup og så vidt jeg husker også kun anden gang vi får en rytter i finalen, så fuldstændigt vanvittigt”, slutter en glad landstræner Klaus Bøgh.

Men det er ikke kun Malene Kejlstrup fra Randers BMX, som leverer flotte takter på Europæisk Niveau. Marcus Leth som kører sit andet år som Junior Men tog søndag en flot 5. plads i finalen blandt 67 stærke modstandere på trods af, at Marcus tog et stort styrt i sit første moto. Marcus viser således flotte takter inden han næste år skal køre U23. Marcus har vist flotte takter hele året og ligger samlet nummer 10 i European Cup 2022.

Hjalte Bech Feldt som kører sit første år i Junior Men kørte sig til en flot 6. plads i finalen lørdag blandt 71 deltagere og ligger samlet nr. 24 på trods af, at han har misset 3 ud af 10 afdelinger pga skader.

Der er således flotte takter hos de randrusianske BMX ryttere inden der venter endnu en World Cup i næste weekend i Papendal og inden længe skal der kæmpes om Europamesterskabet i Dessel i starten af juli.

Det danske BMX landshold har alle været med helt oppe i front, hvilket bliver bemærket rundt omkring i Europa. I weekenden tog formanden fra Danmarks Cykel Union og vicepresident i den Europæiske Cykel Union Henrik Jess Jensen turen forbi European Cup i Belgien for at følge og bakke op om de danske BMX ryttere. Han var begejstret for stemningen og det flotte ræs af de danske BMX ryttere.

Generelt ligger niveauet af det danske landshold højt i European Cup. I U23 klassen for mænd fører danske Magnus Dyhre overlegent efter 10 afdelinger og Jakob Sardag ligger nummer 9 på trods af fire missede afdelinger pga. en skade.

I Elite Woman indtager Dorte Balle 8. pladsen samlet og i søndagens afdeling blev det til en 3. plads.

Det nye jyske BMX kraft center på Langvang i Randers har stor betydning for de jyske ryttere. Her ses det tydeligt på resultaterne blandt de jyske ryttere, at de træningsforhold de har fået i Randers gør en væsentlig forskel.

Formand for Randers BMX Mai Tolstrup udtaler: ”Da vi startede Randers BMX i Romalt tilbage i 2017 havde vi slet ikke troet, at vi skulle stå, hvor vi står i dag. Men med støtte fra Randers kommune og Randers Talent og Elite kan vi nu skabe endnu flere BMX talenter til øverste hylde fordi vi har en bane i international størrelse.” og fortsætter ”Danmarks Cykel Union har taget race BMX ind i DCU og skabt fantastiske rammer for såvel træning og løb for vores danske ryttere, så jeg har da et klart håb om, at Danmark skal have en eller flere BMX ryttere med til OL i Paris i 2024.”

I Randers BMX fortsætter det store fokus på at få nye børn og unge i gang med race BMX. Blandt andet stod de frivillige klar med en pumptrack til DCU Børnetour på Østervold i maj måned, hvor mange børn fik sjove ture på deres cykel. Det var en stor succes og flere nye medlemmer finder hele tiden vej til banen på Langvang, hvor Randers BMX optager nye medlemmer igen efter sommerferien. Hvis man er interesseret i at prøve BMX, så kan man følge klubbens facebook og hjemmeside, hvor åbent hus arrangement vil blive offenliggjort.