Fortsæt til indhold

BMX-rytter fører cup

Ryttere fra Randers BMX ligger blandt de bedste i Europa.

Sport
gs

Malene Kejlstrup fra Randers BMX har igen vist, at hun er blandt de bedste i Europa, da hun i weekenden overtog føringen af European Cup U23 i Holland.

Sidste weekend vandt Malene en afdeling af World Cuppen, så det er ikke bare på europæisk niveau, at Malene Kejlstrup gør sig bemærket. Hun leverer flotte resultater i U23 klassen på verdens plan og banker dermed kraftigt på døren til at skulle lukkes ind på det øverste elite niveau.

Også Marcus Leth og Hjalte Bech Feldt er blandt de randrusianske BMX ryttere, der viser flotte takter, inden der venter endnu en World Cup i næste weekend i Papendal og i starten af juli skal der kæmpes om Europamesterskabet i Dessel.

Det nye jyske BMX kraft center på Langvang i Randers har stor betydning for de jyske ryttere. Her ses det tydeligt på resultaterne blandt de jyske ryttere, at de træningsforhold de har fået i Randers gør en væsentlig forskel.

Formand for Randers BMX Mai Tolstrup udtaler:

»Da vi startede Randers BMX i Romalt tilbage i 2017 havde vi slet ikke troet, at vi skulle stå, hvor vi står i dag. Men med støtte fra Randers kommune og Randers Talent og Elite kan vi nu skabe endnu flere BMX talenter til øverste hylde, fordi vi har en bane i international størrelse.«

Og hun tilføjer: »Danmarks Cykel Union har taget race BMX ind i DCU og skabt fantastiske rammer for såvel træning og løb for vores danske ryttere, så jeg har da et klart håb om, at Danmark skal have en eller flere BMX ryttere med til OL i Paris i 2024.«

I Randers BMX fortsætter det store fokus på at få nye børn og unge i gang med race BMX. Blandt andet stod de frivillige klar med en pumptrack til DCU Børnetour på Østervold i maj måned, hvor mange børn fik sjove ture på deres cykel. Det var en stor succes og flere nye medlemmer finder hele tiden vej til banen på Langvang, hvor Randers BMX optager nye medlemmer igen efter sommerferien.