Fornem hæder til AGF-træner
Cheftræneren for AGF Kvindefodbold blev fredag aften indlemmet i Fodboldens Hall of Fame.
Inden det danske kvindelandshold fredag aften spillede mod Brasilien i en velbesøgt Parken i København, blev cheftræner for AGF Kvindefodbold, Katrine S. Pedersen hyldet.
DBU benyttede rammerne til at indlemme Katrine S. Pedersen i Fodboldens Hall Of Fame, der mindes og hylder en lang række store navne i dansk fodboldhistorie. Og nu altså også cheftræneren for AGF Kvindefodbold, som har en lang karriere bag som spiller.
Hun har blandt andet er den danske fodboldspiller - herre som kvinder - der har spillet flest landskampe. Nemlig 210 i alt inden hun stoppede sin aktive karriere i 2015 og siden har udøvet trænergerningen - nu altså som cheftræner for AGF Kvindefodbolds førstehold.
Med fredagens indlemmelse kommer Katrine S. Pedersen i selskab med navne som Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Preben Elkjær og det danske kvindelandshold, som vandt VM i 1971 samt mange andre store navne, der også er i Fodboldens Hall of Fame. Her finder man også AGF’erne: Henry From, Henning Enoksen og Aage Rou.
Katrine S. Pedersen fik overrakt prisen lige inden kampstart på kvindernes landskamp mod Brasilien foran mere end 20.000 tilskuere i Parken. Her fik hun overrakt prisen af DBU’s formand, Jesper Møller og kulturminister Ane Halsboe (S).
Kampen endte i øvrigt 2-1 til Danmark.