Syddjurs Karateskole udklækker endnu en sortbælte
Kort før sommerferien fik Syddjurs Karateskole en ny sortbælte, da Tommi Ahrenholt, 44 år – efter en tre timer lang graduering afholdt i København – fik tildelt det sorte bælte. Det var den foreløbige kulmination på tre et halvt års ihærdig træning.
For nyligt tog karateudøver Tommi Ahrenholt sammen med chefinstruktør Torben Lauritzen fra Syddjurs Karateskole turen fra Hornslet til København for at deltage i den nationale sortbælte-graduering inden for karateforbundet.
Det beretter Syddjurs Karateskole i en pressemeddelelse.
Gradueringen afholdes to gange årligt, og dumper man, må man vente et halvt eller helt år med at gå op igen. Forud for gradueringen lå flere måneders intensiveret træning, hvor Tommi Ahrenholt tre dage om ugen tog i dojo’en på Tingvej i Hornslet for at øve sig i de mange forskellige parader, slag, karatespark og kata’er (serier af forskellige selvforsvarsteknikker), man skal mestre for at opnå det sorte bælte i Goju-Ryu karate.
»Jeg var i rimelig god form og forberedt på, at det ville være en fysisk hård prøve. Men det kom alligevel bag på mig, hvor presset jeg også blev på det mentale plan til gradueringen,« fortæller Tommi Ahrenholt om gradueringen, der tog godt tre timer og forgik foran et panel af de højst graduerede sortbælter inden for det danske Goju-Ryu karateforbund.
Prøven sluttede traditionen tro af med, at alle deltagerne skulle tage – eller forsøge at tage – 100 armbøjninger.
»På det tidspunkt gav jeg bare det sidste jeg havde,« fortæller Tommi Ahrenholt med et smil.
Advokat til dagligt
Tommi Ahrenholt stiftede første gang bekendtskab med kampsport, da han i 6. klasse begyndte til Shotokan karate. Senere blev det også til Ju-jitsu og andre former for orientalsk kampsport i løbet af de unge år. Det var da også på grund af denne erfaring, at Tommi Ahrenholt efter bare 3,5 år opnåede det sorte bælte i Goju-Ryu karate. For de fleste tager det 5-6 år med regelmæssige træning mindst to gange om ugen at nå dertil. Men for Tommi har det at træne karate været et frirum i hverdagen.
»Det, der tiltaler mig ved karate er, at det er god fysisk træning, samtidig med at jeg kan fordybe mig i de tekniske detaljer, og at jeg hele tiden kan blive en lille smule bedre,« forklarer Tommi Ahrenholt, der til dagligt er travlt beskæftiget som advokat og partner i et advokatfirma i Aarhus.
Men to gange om ugen tager han tidligt hjem for at hente sin søn, inden de sammen kører over til dojo’en i Hornslet.
Far og søn træner begge
Tommi Ahrenholt startede i Syddjurs Karateskole i 2019, et år efter at hans søn William, der dengang var otte år, var begyndt at gå til karate med en kammerat. Både far og søn hænger begge stadig i, og mens faren netop har opnået det sorte bælte, er sønnike også godt på vej. William, der i dag er 11 år, har lige fået graden 1. kyu, der er den sidste grad inden det sorte bælte.
Mange af klubbens voksne medlemmer er netop startet i klubben, fordi deres børn er begyndt til karate, fortæller Torben Lauritzen, der er 2. dan og chefinstruktør i klubben. Han begyndte selv med Goju-Ryu karate tilbage i 2013 sammen med sine to ældste børn, og senere kom også konen og den yngste med.
»Jeg vil ikke gå så langt som at sige, vi er én stor familie, men vi har et godt fællesskab, og vi er meget bevidste om at tilrettelægge træningen, så familiemedlemmer kan træne samtidig. For eksempel ligger træningstiderne for børn og voksne begyndere samtidig, men foregår med hver sin instruktør. Derved har mor og far også mulighed for at få rørt sig, mens børnene træner lige ved siden af.«
Nye begynderhold for børn og voksne starter op hvert år i august og januar, hvor det er gratis at træne med den første måned.