Nye folk steppede op i TRIF’s første sæsonsejr
TRIF slog torsdag aften Lemming IF med 2-1 på PR Park på mål af Emil Haulrik og Bastian Smedegaard.
TRIF’s bedste herrer i Jyllandsserien 2 kom hurtigt op på hesten igen efter en noget uforløst indsats i 2-0 nederlaget til Holstebro B i premieren forleden. Torsdag aften vandt TRIF nemlig med 2-1 over Lemming IF og sikrede sig dermed efterårets første sejr og troen på at holdet fra Rønde kan være med i mødet med de vestjyske og nordvestjyske klubber i Jyllandsserien 2 pulje 4, som TRIF noget uventet er blevet placeret i.
»Det var en kamp i et helt andet tempo end mod Holstebro. Det var to hold, som ville fremad banen og spille hurtig fodbold, og det passede os godt at møde Lemming IF på vores egen kunstgræsbane. Vores spillere var klar og det var tydeligt, at de skulle ud og bevise noget efter premierenederlaget i Holstebro,« siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.
Lemming trænes af duoen Christoffer Poulsen med over 400 kampe i de danske divisioner (Viborg FF, FC Midtjylland og Silkeborg), 309 Superliga-kampe og to A-landskampe, Andre Velling med over 210 førsteholdskampe i Silkeborg KFUM plus trænertjanser i en lang række serieklubber.
TRIF kom godt i gang med kampen og havde rimelig kontrol over begivenhederne.
»Lemming IF var dog farlige i omstillinger, og det var i en sådan situation, at de kom foran 1-0 efter en halv times spil. Tobias Stenshøj Mathiessen kom ud af balance i en duel og ramte ikke bolden ordentligt, så en Lemming IF-spiller kom alene med vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm og scorede. Det var lidt af en mavepuster, men vi fik hurtigt styr på kampen igen. Bastian Smedegaard fik to scoringer annulleret for offside inden pausen,« fortæller Martin Hornbæk Nielsen.
Drama til sidst
TRIF var helt med i kampen efter pausen og fik udlignet efter godt 60 minutter, da Mathias Haulrik jagtede bolden i presspillet og blev nedlagt i hjørnet af feltet. Lillebror Emil Haulrik scorede sikkert fra 11 meter pletten. Fem minutter efter udligningen fik TRIF fat i bolden ude i siden, og Emil Haulrik spillede Bastian Smedegaard helt fri med Lemming IF’s målmand, og den unge midtbaneprofil svigtede ikke og bragte TRIF foran med 2-1.
»Lidt senere var Bastian alene igennem, men blev fældet. Det var efterårets største straffespark, vil jeg mene, men dommerens fløjte var tavs.«
TRIF havde styr på kampen, men alligevel opstod der dramatik kort før slutfløjt.
»Tre-fire minutter ind i overtiden blev bolden spillet tilbage til vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm. Han ville stoppe den 3-4 meter fra målstregen, men bolden løb under hans fod. Heldigvis nåede Hjalte at kaste sig tilbage og reddede bolden lige før målstregen. Det kunne have kostet os sejren,« fortæller Martin Hornbæk Nielsen om kampens største forskrækkelse.
Mikkel Melgaard syg
TRIF har sagt farvel til flere spillere op til sæsonstarten, og profiler som August Hog Laursen og Frederik Primdal Gertsen er begge ude med skader de næste tre-fire uger. Kort før kampen mod Lemming IF måtte også midterforsvarer Mikkel Melgaard melde afbud på grund af sygdom.
»Så vi satte 18-årige Jeppe Danielsen ind som højre back og han spillede hele kampen i sin debutkamp. Også Frederik Back Stoffer var med fra start på kanten, og efter pausen blev Frederik Grotkjær Zacho skiftet ind på kanten i stedet for Frederik Ougaard. Zacho spillede U16 liga 1 i TRIF, men blev skadet i sit knæ for to og et halvt år siden. I foråret kom han tilbage, og han har gjort det så godt på 2. holdet, at han nu kan gøre sig gældende på Jyllandsserieholdet. Også Marcus Burgdorf fra 2. holdet fik spilletid i 2. halvleg som afløser for Frederik Back Stoffer,« siger Martin Hornbæk Nielsen. I Mikkel Melgaards fravær blev Asbjørn Skaarup Bendtsen rykket ind i midterforsvaret ved siden af Tobias Stenshøj Mathiessen og blev kåret til kampens spiller.
»Uheldene er regnet ned over os, og mod Lemming IF havde vi fire spillere med, som i foråret spillede på andetholdet i Serie 3. Men de viser, at de stepper op og kan være med, og at stamspillerne bakker op om de nye spillere. Det er dejligt,« siger Martin Hornbæk Nielsen.
TRIF skal allerede i kamp igen søndag kl 16,00 på Farsø Stadion mod Farsø/Ullits IK, som har fået to point i to uafgjorte kampe. Onsdag aften går turen til Vestjylland til mødet med Ringkøbing IF.