Fortsæt til indhold

‘Frede’ sikrede FC Djursland et point i overtiden

Frederik Laursen blev dagens mand, da han scorede FC Djurslands to mål i 2-2 kampen mod VRI.

Sport
Martin Schultz

På et mål i kampens allersidste sekunder sikrede den offensive midtbanespiller Frederik Laursen FC Djursland det ene point i kampen mod VRI i Danmarksserien.

Den klejne, men teknisk begavede og målfarlige kreatør scorede også FC Djurslandets første mål til reduceringen 2-1. Frederik Laursen blev valgt til kampens spiller.

»Der var omkring et minut tilbage af dommerens tillægstid, da vi lykkedes med et gennembrud i VRI’s højre side og spillede bolden op langs kanten. Bolden blev spillet på tværs og ikke clearet i VRI’s forsvar, så Frederik Laursen fik en afslutningsmulighed og sendte bolden i mål til udligningen til 2-2. VRI kunne ikke nå andet end at bære bolden frem og sætte spillet i gang, hvorefter dommeren fløjtede kampen af,« fortæller sportschef Nicolaj R. Poulsen.

Dermed fik kampen en lykkelig afslutning, selvom der ikke var meget der tydede på point til FC Djursland, som var bagud med 2-0 ved halvleg.

»Vores 1. halvleg var ikke til historiebøgerne, og vi havde svært ved at få vores spil til at hænge sammen. Vores målmand Anders Emil Hjorth havde nogle gode redninger, men kunne intet stille op, da der godt et kvarter ind i kampen blev dømt straffespark til VRI efter en infight i feltet. Casper Stylsvig Bæksted ramte både bolden og manden, og det lignede et straffespark,« siger Nicolaj R. Poulsen.

»VRI havde nogle dygtige midtbanespillere, som var gode til at bryde vores opspil. Det var et fysisk stærkt hold, som var godt organiseret. Efter 35 minutter kom VRI foran med 2-0 efter en afslutning udenfor feltet, hvor bolden røg gennem venner og fjender og målmand Anders Emil Hjorth ikke havde det fulde udsyn. Gæsterne kunne have scoret et par mål mere, så nej, det var ikke en fantastisk halvleg fra vores side.«

Dagens mand

I 2. halvleg kom FC Djursland ud med et helt andet afsæt og ny energi. Bolden blev flyttet godt rundt, og samtidig syntes aarhusianerne at være ved at løbe tør for energi. Malthe Lemming Engelund kom ind i stedet for Martin Westmark Hansen og unge Mikkel Leander Petersen afløste Janus Tranæs Didriksen. I det 68. minut reducerede Frederik Laursen til 2-1 med en flot afslutning fra distancen, hvor bolden strøg i mål helt oppe under overliggeren.

»Vi trykkede på i 2. halvleg og havde nogle gennembrud og løse chancer i feltet. Unge Nis Traulsen havde en stor chance i et gennembrud, men skød over mål. Jeg tænkte, at det nok ikke lykkes os at få scoret mere i dag indtil Frederik Laursen i det sidste minut scorede til 2-2. Vi havde trykket voldsomt på i det sidste kvarter, men manglede afslutninger med kvalitet. Det leverede Frederik Laursen til gengæld to af, så han var bestemt dagens mand på HSM Arena,« siger Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland måtte undvære Martin Holm Hansen og Sebastian Ring på grund af ferie. Cheftræner Felipe Soares stillede op i en 3-5-2 opstilling med Anders Emil Hjorth på mål bag ved tremandsforsvaret med Martin Westmark Hansen, Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen og Christian Rytter Fløjborg. Emil Birkedal Nielsen spillede på den defensive midtbane bag Frederik Laursen og Janus Tranæs Didriksen og med Casper Stylsvig Bæksted og Mikkel Sloth på kanterne. De to unge Magnus Rasmussen og Nis Traulsen startede helt i front.

»Det var et godt point vi fik mod VRI. Vi spillede en skidt 1. halvleg med dårlige relationer, men kom meget bedre med efter pausen. I 2. halvleg kom også U19 spillerne Lucas Bilstrup og Thorbjørn Friis Overgaard på banen, så vi spillede 2. halvleg med mange nyoprykkede U19 spillere på banen,« siger Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland møder lørdag kl. 13.00 AaB på superligaklubbens anlæg i Aalborg.