Stævne i Ry: Højt til (kæp)hest
Der var noget for enhver, da Ry Rideklub i weekenden bød ind til elevstævne.
Ry Rideklub kunne i weekendens lune sensommervejr byde ind til juniorstævne under 25 år,rideskolens første elevstævne på den anden side af corona, til stor glæde for både elever, heste og kæpheste.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Der var nemlig ikke kun hestehove på banen denne gang. Stævnet bød således både på en holdklasse og individuelle dressurklasser, springklasser og rideskolens første kæphesteklasse.
Dagen begyndte med dressurklasserne, hvor Johanne Grubbe løb med førstepladsen i LD1 for hold. På andenpladsen kom Alma Sofie Hammer, en delt tredjeplads gik til Bjørk Gammelgaard og Vikka Lundby, og en delt fjerdeplads gik til Anna Strunge og Ingeborg Daugaard.
Herefter fortsatte dagen med individuelle dressurklasser, hvor førstepladsen i LD1 gik til Solveig Birkeslund og andenpladsen til Noma Winther. I LC1 sikrede Silje Marie Heide Sørensen sig førstepladsen.
Dernæst kom springklasserne, der startede med bom på jord, hvor førstepladsen gik til Maja Schierup og andenpladsen til Le Thaysen Skade.
I klassen spring 40 cm løb Regitze Thordal med førstepladsen.
Den sidste klasse var spring på kæphest 40 cm, hvor Silje Marie Heide Sørensen sprang sig til en førsteplads. Andenpladsen gik til Anna Strunge, tredjepladsen til Alma Sofie Hammer og fjerdepladsen til Laura Vidstrup.