Fortsæt til indhold

Randers Freja Atletik havde et godt DM for hold

På trods af mange ungdomsatleter på holdene fik både herrerne og kvinderne gode placeringer til turneringen.

Sport
sra

3. spetember deltog Randers Freja Atletik og Motion ved de danske mesterskaber for hold i atletik. Dette års udgave i DM Hold fandt sted i Odense.

Formatet er således, at hver klub stiller en deltager per disciplin, hvorefter man får point efter placering til holdet. Hvor atletik plejer at være en individuel sport, er det til DM Hold holdets samlede præstation, der er i fokus.

På herresiden var holdet anført af Kristian Uldbjerg Hansen, der er dansk mester på 800 meter, og Rasmus Overgaard, der blev dansk mester på 200 meter indendørs tidligere på året. Selvom det er et seniormesterskab, blev resten af holdet stort set repræsenteret af ungdomsatleter, som skulle op mod blandt andet Sparta og Aarhus 1900s VM-, EM- og OL-deltagere.

Samlet tredjeplads

Herreholdet leverede gennem hele stævnet fremragende præstationer. Inden de sidste øvelser var Sparta København stukket af med guldet, men Aarhus1900, Randers Freja, FIF og Hvidovre lå helt tæt om de næste pladser.

Ved sidste øvelse, 4x400 meter stafet, var alt stadig åbent, og det stod klart, at der skulle løbes om det på de sidste omgange. Her løb Randers Freja sig ind på en femteplads, hvilket akkurat sikrede dem den samlede tredjeplads med den absolut mindste margin ned til Frederiksberg IF.

Det var især Kristian Uldbjergs to sejre på henholdsvis 800 meter og 1500 meter, og Rasmus Overgaards andenplads på 200 meter efter VM-deltager Benjamin Lobo, der gav point på kontoen. Herudover er det værd at fremhæve 16-årige Daniel Pedersen, der sprang 1,94 i højdespring og sikrede sig tredjepladsen, og 16-årige Jonathan Sass Møller, der sprang 12,33 meter i trespring, hvilket gav en fjerdeplads.

Det er første gang nogensinde i Randers Frejas historie, at man har taget medalje ved et holdmesterskab for seniorer.

Ungt kvindehold

Hos kvinderne var kaptajnen på holdet Louise Østergård, der har repræsenteret Randers Freja, siden hun var barn, og sidenhen det danske landshold ved diverse internationale mesterskaber. Med undtagelse af mastersatleten Dorte Rousing var alle på holdet ungdommer.

Det lykkedes kvinderne fra Randers Freja at holde sig på tredjepladsen samlet helt indtil de sidste to discipliner, hvor KIF (Københavns Idrætsforening) viste sig for stærke og sendte Randers Freja kvinderne på en meget godkendt fjerdeplads, der samtidig er den bedste placering nogensinde for Randers Frejas kvinder.

Det var især Louise Østergårds anden- og tredjeplads i henholddsvis 200 meter og 100 meter, der var med til at sikre point. Derudover var unge Amanda Sondrup, der netop er hjemvendt fra VM U20 i Colombia med til at sikre en andenplads i 400 meter og en tredjeplads i 400 meter hæk. De to 16-årige piger Klara Bjerregaard og Kristine Skifter sikrede sig begge en fjerdeplads og point til holdet i henholdsvis stangspring og kuglestød.

Som en del af holdmesterskabet blev der også afholdt danske mesterskaber for stafet. Her lykkedes det på 4x400m Louise Østergaard og de 3 ungdommer Amanda Sondrup, Lærke Pedersen og Lærke Thygesen at løbe en andenplads hjem og sikre sig en sølvmedalje.