Landshold på træningslejr i Grenaa
De bedste herrer i floorball har været på besøg for at lade op til VM.
De bedste mandlige floorballspillere i Danmark har to gange i august været på besøg i Grenaa.
Første besøg var en bruttotrup, mens anden gang var det de spillere, der skal til Schweiz i november for at spille A-VM. Det finske trænerteam Matti og Tomas har haft fuldt fokus, både på taktik og den fysiske træning begge gange i Grenaa Idrætscenter.
»Det har set meget hårdt ud begge gange de har været her, der bliver virkelig gået til stålet - så at sige. Det er atleter, der på trods af de kun er amatører og selv må betale udgifterne for at spille med på landsholdet, giver sig fuldt ud, når de trækker i de rød- hvide farver. Da jeg kom derover for at pakke sammen første gang, de var her, sad den ene spiller og kastede op i en spand, så han havde vist presset sig max. Matti og Tomas, som er landstræner og assisterende landstræner, er begge to nogle, der umiddelbart godt ved, hvor meget det kræver at spille med i toppen af verdenseliten. De kommer begge to fra et land der er forsvarende verdensmester, og har over 600.000 aktive spillere, hvor man i Danmark kun har 9500 aktive spillere, så det er alligevel rimelig godt klaret, at Danmark kun lige ligger lidt under top 6 holdene,« siger Michael Bengtson, der er formand for Grenaa Gladiators Floorball Club.
Han fortæller om det seneste besøg i Grenaa, at det har været lidt mere spændende for ham, da landsholdet manglede en målmand torsdag og fredag, så der fik han lov til at være med.
»Det var godt nok noget af en oplevelse. Når man ser med uden for banen, så går spillet hurtigt, men når man så kommer ind på banen og godt ved, at de her spillere sagtens kan sende en raket af sted fra midten, så skal man dæleme være klar hele tiden. Vi var så heldige, at vores motionshold som træner hver torsdag aften, fik besøg af Tomas som spillede lidt med og også lige viste, hvordan man kan håndtere en bold og stav. Det er bare så fedt, at vi som den lille klub som vi er i floorballverdenen, får en mulighed for at lære af nogle af de bedste spillere i verden. Det er endnu mere utroligt at trænere og spillere tager sig tid til det, på trods af et presset weekendprogram,« siger Michael Bengtson.
For nyligt var det ungdommen, der fik en god oplevelse med kvinders U-19 landshold, som lige har spillet VM og endte med en flot 11. plads. Nu bliver det så spændende at se, om herrerne også får et godt VM til november. De har i hvert fald ambitioner om at kunne komme langt.
»Tomas har lagt en plan om, at de står i en semifinale mod vores naboer fra Sverige, så vi krydser vores fingre for, at han får ret. Vores samarbejde med Floorball Danmark er også ved at tage form, der er allerede booket tre landsholdssamlinger mere, så vi glæder os til at tage imod dem i slutningen af september og oktober, og midten af april næste å,» siger formanden for Grenaa Gladiators Floorball Club.