Fortsæt til indhold

Den store Bastian sender TRIF på kurs mod Jyllandsserien-1

Bastian Smedegaard blev dobbelt målscorer, da topholdet TRIF slog Ringkøbing IF med 2-0 i Jyllandsserien 2.

Sport
Martin Schultz

Med en sikker sejr og en kontrolleret indsats vandt TRIF søndag eftermiddag med 2-0 over Ringkøbing IF og fortsætter som tophold i Jyllandserien 2 med to point ned til de nærmeste forfølgere fra Herning Fremad. 18-årige Bastian Smedegaard var rykket helt frem på en uvant plads som frontløber, men blev som dobbelt målscorer den kampafgørende spiller i endnu en TRIF triumf.

»Vi spillede fanme en god kamp. I 1. halvleg præsterede vi noget af de bedste jeg har set holdet spille. Drengene spillede flot fodbold og løb mange meter. Vi sad fuldstændig på kampen, og vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm havde kun en enkelt redning. Vi vandt fuldt fortjent,« siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF havde revanche til gode efter at have tabt den første kamp mod Ringkøbing IF med 3-0 på Green Arena i Ringkøbing.

»I den første kamp var Ringkøbing IF møgfarlige på omstillingerne. Nu gik vi højt op og pressede gæsterne og spillede mand til mand. Vi holdt ro på spillet og flyttede bolden fra side til side og skabte overtal på kanterne. Ringkøbing IF fik ikke mange muligheder i denne kamp,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Bastian på toppen

TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen havde lavet om på holdet i denne kamp, og fornyelsen kom fra den unge midtbaneprofil Bastian Smedegaard.

»Vi rykkede Bastian helt frem som forreste angriber og satte Mathias Haulrik ud på højre kant for at få mere kvalitet i højre side. Bastian har fart i fødderne og kan udfordre mand til mand, og han er i det hele taget en god fodboldspiller. Mathias bidrog med rigtig meget godt på højre kant, mens Bastian kvitterede med kampens to mål,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF stillede med Hjalte Holm Baarstrøm på mål bag den kendte forsvarskæde med Jens Bisgaard Amstrup, Mikkel Melgaard, Tobias Stenshøj Mathiessen og Jeppe Danielsen. På midtbanen spillede Frederik Primdal Gertsen, Noah Overgaard og Emil Haulrik med Mathias Haulrik og Frederik Ougaard på kanterne og Bastian Smedegaard helt på toppen.

»Vi kom foran tidligt i 1. halvleg, da Ringkøbing IF’s målmand halvklarede et skud fra Mathias hulrik. Bastian Smedegaard var, hvor han skulle være, og fulgte op og scorede på riposten. Vi scorede til 2-0 kort før pausen, da vi byggede fint op og lod bolden køre over 10-12 stationer. Bolden blev spillet helt modsat til Emil Haulrik, som lagde bolden på tværs, hvor Bastian Smedegaard kom først og prikkede den forbi gæsternes målmand,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Jeg har ikke set Mikkel Melgaard spille bedre end i denne kamp. Han gør det virkelig godt defensivt og giver samtidig ro i opstillet.
TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen

Alle stemmer til Mikkel Melgaard

»Vi var ovenpå og kunne gå til pausen med en god fornemmelse. Ringkøbing IF havde til gengæld fået en mavepuster. Vi var enige om at gå ud og gøre det færdigt. Vi ville ikke gentage kokset fra topopgøret mod Ølstrup GU, hvor vi var foran 1-0 ved pausen, men lod Ølstrup GU udligne to minutter efter pausen,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

»Vi havde gode chancer ved Frederik Back Stoffer, Mathias Haulrik og Bastian Smedegaard, mens Ringkøbing IF aldrig blev farlige. Til slut blev vi lidt trætte, men skiftede flittigt ud. Vores midterforsvar med Mikkel Melgaard og Tobias Stenshøj Mathiessen supplerede hinanden og spillede vanvittig godt. Jeg har ikke set Mikkel Melgaard spille bedre end i denne kamp. Han gør det virkelig godt defensivt og giver samtidig ro i opstillet,« siger Martin Hornbæk Nielsen. Mikkel Melgaard blev da også valgt til kampens spiller med alle stemmer undtagen sin egen. Sådan.

»Bastian Smedegaard leverede en rigtig god indsats. Han var farlig og løb mange meter, Han har været en god offensiv midtbanespiller, men nu var han også god på toppen. Det prøver vi nok igen. Mathias Haulrik fik skabt meget på højre kant, hvor vi har manglet noget power efter at Victor Riis Overgaard stod af i sommerferien for at tage på højskole,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

»Vi tager en kamp ad gangen og ser hvor det ender henne. Vi har seks point ned til nr. 3, og det er sjovt at ligge i denne her ende. Vi føler os godt tilpas, spiller godt og er svære at bide skeer med på PR Park i Rønde. Også vores 2. hold klarer sig godt og ligger nr. 2 i Serie 3.«

Næste modstander er Holstebro B, som kommer til PR Park lørdag kl. 14.30. Holstebro B vandt den første kamp mod TRIF i Vestjylland med 2-0.