Birgit Vad leverede årets første hole in one
Grenaa Golfklub har måttet vente længe på årets første hole in one, men mandag 19. september sørgede en dygtig kvinde for, at det skete.
Ved en sen eftermiddagsrunde mandag 19. september lykkedes det et medlem af Grenaa Golfklub endelig at få bolden i hul - hole in one.
Birgit Vad gik en runde sammen med Henrik Leth og Søren Morsing. Da de 2 herrer havde slået ud, var det Birgit Vads tur. Hun slog et regulært kongeslag.
Lige så stille trillede den i hul. Efter denne pragtpræstation endte trioens runde med 9 huller, hvorefter de gik ind og fejrede det suveræne slag.
Traditionen tro vil Birgit Vad få overrakt et diplom, en flaske whisky sponsoreret fra Vin & Golf og et gavekort sponsoreret af Torvets Optik. Tillige bliver hendes slag udødeliggjort, når det bliver registreret på klubtavlen.