Unge Marcus og Emilie kørte stærkt ved DM i Nakskov
Der var fuld fart over over et par talentfulde motocrosskørere fra Syddjurs Crossklub ved Danmarksmesterskaberne forleden.
To unge crosskørere fra Syddjurs Crossklub markerede sig på fornem vis, da der forleden blev afholdt DM i Motocross i Nakskov for børn og unge mellem syv og 25.
Marcus Lillie Gerlach, 10, tog DM-titlen, mens Emilie Kejser Steenberg, 11, sluttede på en flot andenplads.
De to kører i samme klasse, 50ccm, og var naturligvis megastolte over det flotte resultat, og det samme var deres kammerater og selvfølgelig også deres familie.
Syddjurs Crossklub fungerer i regi af Syddjurs Ungdomsskole.
Crossafdelingen kører turneringscross under Ungdomsringens landsdækkende crossturnering, LUKS. Her må der køres på maskiner op til 125 ccm.
Crossklubben er en fusion af de tidligere Rønde og Midtdjurs Crossklubber.
Klubben har to baner til rådighed, Rostvedbanen ved Rostved og Petersmindebanen ved Kolind.
Syddjurs Crossklubs værksted ligger i ungdomsskolehuset på Rønde skole.
Niels ’Crossboss’ Mikkelsen har i mange år fungeret som tovholder og mentor for de unge kørere. Han er så gammel i gårde, at han også har været det samme for mange af de nuværende piger og drenges forældre, da de selv havde ungdommelig fart i blodet og fik afløb for det ved at dreje i håndtaget på en cross’er.